Eksklusion og stigmatisering er danskheds-debatternes eneste fællestræk

Når politikere og debattører diskuterer danskhed og danske værdier, handler det ikke bare om at beskrive et fællesskab. Før noget kan siges at være særligt dansk, må der nemlig nødvendigvis også være noget, der ikke er det; noget udansk. Respons undersøger de sproglige egenskaber af danskheden i en virkelighed gennemsyret af integrationsdebatter.
Af Tobias Nilsson - MA i kultur, diaspora og etnicitetsstudier
21. marts 2018

Hvad vil det sige at være dansk? Og hvad er danske værdier? Danskhed har været et tilbagevendende tema i de senere år, særligt i forbindelse med integrationsdebatten; hvad enten det handler om hvorvidt ‘efterkommere’ nu også kan siges at være danske, eller vigtigheden af frikadeller for den danske identitet. Også selvom vi gentagne gange har vidnet, at danskheden ikke sådan lige kan sættes på formel.

Umiddelbart skulle man måske tro, at det ene udelukker det andet; for hvordan kan danskhed være et tilbagevendende diskussionsemne, hvis ingen ved hvad det betyder?

Svaret er delvist, at udefinérbarheden gør, at danskheden kan anvendes i mange forskellige sammenhænge. Men derudover har danskheden også en overset funktion, som er konstant, og som gør den særdeles effektfuld, når det anvendes i sammenhæng med indvandring og integration.

Et forhold, der går igen på tværs af alle anvendelser af danskhed, er nemlig, at hvis noget kan være dansk, må der også være noget, som ikke er dansk. Dette forhold er ikke blot en uvæsentlig detalje; det er et helt centralt aspekt af danskhedsbegrebet, som vi skal se.

For at forstå hvordan et begreb som danskhed kan fungere som eksklusionsmekanisme, bliver vi først nødt til kort at dykke ned i teorien om ord, og måden hvorpå de får deres betydning.

Hvad betyder hest?

Inden for semiotikken, dvs. studiet af hvordan ord anvendes og forstås, opdeler man ord i to dele. (1) Den fysiske manifestation af et ord; den lyd, eller de bogstaver man anvender, når man bruger et bestemt ord. Og (2) den ting som ordet refererer til. Det første kaldes inden for semiotikken ‘betegneren’, og sidste ‘det betegnede’.

Et eksempel kan være ordet hest. Her er den første del - betegneren - bogstaverne h-e-s-t eller ordlyden hæsd, mens sidstnævnte - det betegnede - er hovdyret med det store, aflange hovede, de lange, slanke ben, en manke og en hale af langt hår, altså en hest.

Det interessante er, at forholdet mellem de to dele er vilkårligt. Der er ingen naturlov, som bestemmer, hvad bogstaverne h-e-s-t, eller ordlyden hæsd, absolut skal referere til. I stedet er forholdet socialt betinget; det er styret af, hvad en bestemt gruppe af mennesker forstår, når de hører ordlyden hæsd.

Netop fordi forholdet mellem betegneren og det betegnede er vilkårligt, er den betydning vi forstår, når vi hører et ord, afhængigt af en række andre forhold. Det er eksempelvis afhængigt af den situation, hvori ordet anvendes, og af personen, der anvender det. Men ord får også betydning i deres relation til det de ikke betyder; i deres modsætningsforhold til andre ord.

Integration er et eksempel på et ord, der er svært at definere i konkret forstand, altså hvad det betyder i sig selv, men som straks bliver tydeligere, når man tænker det i modsætning til et begreb som parallelsamfund.

Før man kan tænke, hvad integration er, bliver man altså nødt til også at tænke hvad det ikke er.

Det samme gælder et begreb som danskhed.

Danskhed som en tom betegner

Det er næppe kontroversielt at påstå, at begreber som danskhed og danske værdier er uklare og svære at definere. Ifølge Kulturministeriets Danmarkskanon fra 2016, indgår værdier som frihed, frisind og tillid, samt mere konkrete rettigheder som kønsligestilling og lighed for loven i det at være dansk. Ingen af værdierne kan siges at være særegent danske, og de to sidstnævnte rettigheder er relativt nyvundne i dansk kontekst. Ligelønsloven blev eksempelvis først vedtaget i 1976, og vielser af homoseksuelle var ikke tilladt før 2012.

De seneste stramninger af familiesammenføringsreglerne betyder da også, at beboere i 'socialt belastede områder' nu har færre rettigheder end andre. Oven i det diskuteres der i øjeblikket ‘særlige strafzoner’ i selvsamme områder. Der kan altså efterhånden sættes et stort spørgsmålstegn ved rigtigheden af den sidstnævnte danske værdi.

Indenfor diskursteorien taler man derfor om ‘tomme betegnere’.

Et begreb som danskhed kan siges at være fuldkommen tømt for konkret indhold. Og det er netop begrebets tomme karakter, som gør det særdeles anvendelige i politiske sammenhænge; det kan nemlig betegne alverdens ting, afhængig af den givne situationen.

I starten af 90erne blev danskhed og danske værdier eksempelvis anvendt på begge sider i debatten om Maastricht-traktaten. Her mente nogle, at det var dansk at samarbejde, mens andre mente, at EU var en trussel mod den danske selvidentitet.

Før noget kan være dansk, må noget andet være udansk

Ligesom tilfældet med integration, får det ‘danske’ sin særlige betydning i dets modsætningsforhold til noget andet.

Det giver først mening at tale om danskhed i nærværet af noget, som er anderledes.

Dette forhold er vigtigt at forstå. For tager vi højde for den specifikke kontekst for danskheds-debatten, som den udfolder sig i dag, får den antydede modsætning en særlig form. Når vi taler om danskhed i forhold til mennesker, eller en gruppe af mennesker, må det som er anderledes, nemlig nødvendigvis være en anden gruppe af mennesker. Og I en offentlighed, hvor det overvældende største tema er udlændinge og integration, med et særligt fokus på mennesker fra mellemøstlige og nordafrikanske lande, bliver det hurtigt klart hvem denne gruppe er.

Af samme grund bør modstandere af den dominerende og diskriminerende diskurs i integrationsdebatten undgå at indlade sig på præmissen om danskhed som en ønskværdig kvalitet for en person at besidde; det har ingen betydning, det styrker og genbekræfter kun den implicitte markering, stigmatisering og ekskludering af mennesker.

- Tobias Nilsson

Når Kulturministeriet laver en Danmarkskanon, er det altså ikke bare et spørgsmål om at hylde det ‘danske’, eller definere 'hvad der er værd at tage med ind i fremtiden' som det står skrevet på hjemmesiden. Der ligger i øvelsen en underforstået markering og ekskludering af en gruppe af mennesker, eftersom enhver omtale af nogen som danske, samtidig understreger, at danskheden har en grænse, og at nogen iblandt os står udenfor.

Her finder vi således også forklaringen på, hvorfor netop værdier som frihed, frisind og kønsligestilling bliver ophøjet som særligt danske. Det er værdier, som den ekskluderede gruppe formodes ikke at besidde. Udover markeringen og ekskluderingen, sker der derfor også en stigmatisering, som placerer den ekskluderede gruppe i et værdimæssigt modsætningsforhold til ‘danskerne’.

Foruden denne markeringen og stigmatiseringen af gruppen, ville distinktionen som sagt være unødvendig, ja ligefrem meningsløs. Dette forhold bør derfor anses som en central aspekt ved enhver anvendelse af danskhedsbegrebet i integrationsdebatten.

Af samme grund bør modstandere af den dominerende og diskriminerende diskurs i integrationsdebatten undgå at indlade sig på præmissen om danskhed som en ønskværdig kvalitet for en person at besidde; det har ingen betydning, det styrker og genbekræfter kun den implicitte markering, stigmatisering og ekskludering af mennesker.