18 dage i vildmarken: Flugten fra Europa (del 2)

I kølvandet på flygtningekrisen har et nyt fænomen set dagens lys i Europa: Omvendt migration. ’Flugten fra Europa’ er beretningen om en syrisk mands flugt gennem vildmarken i det europæiske grænseland. Vi bringer her anden del af historien.
Af Florian Elabdi
7. september 2018

Den nådesløse flugt

Næste dag forlader Maher Abdulfatah Mahmoud sin nedslidte sølvgrå Fiat Punto på siden af vejen i et bjergrigt skovområde nær grænsen til Tyrkiet i det sydøstlige Bulgarien. Inden han stiger ud af bilen, gemmer han en lille pose med småfornødenheder i sin jakkes inderlomme. 

Da Maher går igennem det tilsneede skovlandskab, støder han på det fire meter høje pigtrådsbefængte grænsehegn, som Bulgarien begyndte opførelsen af i 2014. Han vandrer langs hegnet, indtil han ser en åbning ned til Rezovo-floden, som adskiller de to lande.  

Maher er med sine 187 cm en høj og fysisk stærk mand. I sin ungdom spillede han basketball og var kendt som den hurtigste svømmer, når vennerne tog på strandture til den syriske kystby Latakia. Han ved udmærket, at det er farligt at krydse floden om vinteren, men han regner med at kunne finde en tyrkisk landsby på den anden side, hvor han kan søge ly. 

Derfor tøver Maher ikke længe ved flodbredden, før han hopper i. Den stærke strøm i floden trækker ham i flere hundrede meter, indtil han endelig får fodfæste på den anden side af bredden. Da han stiger drivvåd op af floden, er hans sko og pose forsvundet med strømmen. Strømperne er drivvåde og han vælger at hive dem af for at fortsætte i bare fødder.

Maher gribes af en altoverskyggende frygt for de vilde dyr. I de første tre dage og tre nætter sover han ikke, men bliver ved med at flygte gennem skoven.

- Florian Elabdi

Mørket er ved at falde på og temperaturen er omkring frysepunktet. Mahers eneste mulighed er at løbe gennem skoven, indtil han finder civilisationen på den anden side. I bare tær løber han gennem den kolde stikkende skovbund, der delvist er dækket af sne. Hans eneste brændstof er adrenalinen forsaget af frygten ved at være våd, kold og alene i en mørk skov, hvor det eneste der med jævne mellemrum afbryder nattens stilhed, er lyden af ulvehyl i horisonten.

Samme aften ser Maher noget bevæge sig i en skovlysning på lang afstand. Måneskinnet lyser åbningen op, og han gemmer sig bag et træ, mens det går op for ham, at det er en bjørn, som vandrer rundt i skovens åbne terræn. Grænselandet mellem Bulgarien og Tyrkiet splittes af Rezovo-floden og flankeres af naturreservater på begge sider af grænsen, der tilsammen er på størrelse med Fyn. Det er en af de vildeste naturområder i Europa, kendt for sin store population af bjørne, ulve, vildsvin og en lang række andre patte - og krybdyr.

Maher gribes af en altoverskyggende frygt for de vilde dyr. I de første tre dage og tre nætter sover han ikke, men bliver ved med at flygte gennem skoven. Frygten og kulden umuliggør tanken om søvn. Når han bliver ramt af svimmelhed, lægger han sig og døser ud i en halv time, inden han igen tvinger sig selv på benene og fortsætter sin flugt gennem det bjergrige og tilsneede skovområde.

I skovens mørke står Maher på tredjenatten nu pludselig ansigt til ansigt med en ulv. Kroppen stivner og han hører sit hjerte banke, mens tiden står stille. Han hvisker en bøn til Gud om beskyttelse i profeten Salomons navn, som ifølge koranen mestrede dyreverdens sprog.

Efter at have kravlet rundt hele dagen, og mørket igen er ved at falde på, mærker Maher, at kroppen snart giver op og overlader ham til at dø ude i naturen.

- Florian Elabdi

Om det er guddommelig intervention, der redder Mahers liv, er nok et spørgsmål om tro, men efter et minuts stillestående konfrontation forsvinder ulven tilbage i mørket og Maher er igen alene i den kolde skov.

På fjerdedagen når han frem til et højdedrag i skoven. Han hiver sin lighter ud af bukselommen, der ikke har virket siden mødet med floden. Men nu lykkes det ham at få tilstrækkeligt gang i den til at tænde et bål. Her lægger han sig og tørrer sin krop og tøj, inden han for første gang falder i søvn på flugten.

På femtedagen uden mad er sulten og desperationen ved at overgå Maher. Selvom han endelig er blevet tør, overlever han ikke meget længere, hvis ikke han finder hjælp. Derfor beslutter han sig for at forlade bålet og fortsætte flugten. Men han kan ikke længere komme på benene. Begge fødder er lammede.

Hvis han bliver liggende, er det en langsom død, der venter. I stedet tvinger han sig til at kravle gennem sneen.

Efter at have kravlet rundt hele dagen, og mørket igen er ved at falde på, mærker Maher, at kroppen snart giver op og overlader ham til at dø ude i naturen. Imens han kravler gennem sneen, er det ikke længere frygten og adrenalinen, der er hans sidste brændstof. Det er minderne om konen og børnene, der holder ham i live. Minderne om livet i Aleppo før krigen og håbet om, at Gud ikke vil lade ham dø i den nådesløse natur.

Minder fra Syrien

Tilbage i Syrien voksede Maher Abdulfatah Mahmoud op under simple kår i en søskendeflok på 12 i et landområde i Idlib-regionen. Som voksen fik han job som arkivar i et statsejet byggefirma i centrum af Aleppo by. Livet var endelig ved at indtræde en fase præget af stabilitet, faste rammer og økonomisk råderum. En kone, tre børn, et hjem og et fast arbejde. Da demonstrationerne brød ud i Syrien i 2011, troede Maher da også, at det bare var en farce, der ville gå over. Han fortsatte sit arbejde og så til, mens protester og voldelige sammenstød spredte sig rundt i landet.

"I starten af oprøret støttede Maher hverken revolutionen eller styret. Han var ikke sammen med nogen, men han begyndte at frygte for sit liv, fordi flere af hans bekendte forsvandt,” fortæller Mahers kone, Ilham Tabsho, over telefon fra Istanbul.

Ilham Tabsho forklarer, hvordan presset på Maher tiltog i Syrien. På vej til arbejde blev han stoppet i hærens checkpoints, fordi han boede i provinsbyen Haritan, der oplevede daglige demonstrationer.  

En efterårsdag i 2011 ramte et artillerinedslag ned i naboens hus. Da støvet havde lagt sig, fandt familien deres halvanden-årige datter, Halla, livløs under et af deres væltede møbler.

- Florian Elabdi

”Maher blev virkelig bange, og det begyndte at påvirke hans psykiske tilstand. Han besøgte tre forskellige psykologer i det første år af krigen, fordi han led af angst,” siger Ilham Tabsho. 

Da demonstrationerne tog til i styrke og provinsbyen Haritan kom under oprørets kontrol, blev Maher nu stoppet i checkpoints på begge sider af konflikten. Når han pendlede til Aleppo by om morgenen, blev han mistænkt af hæren for at være oprører, og når han kørte hjem om aftenen, blev han mistænkt af oprørerne for at være i ledtog med styret.

Maher så handlingslammet til, mens Syrien sank dybere ned i kaos og krig. Og så skete dét. En efterårsdag i 2011 ramte et artillerinedslag ned i naboens hus. Da støvet havde lagt sig, fandt familien deres halvanden-årige datter, Halla, livløs under et af deres væltede møbler. Deres nabo, en ældre kvinde, mistede livet i samme angreb og en anden mand blev hårdt såret. 

maher4

Billede af Mahers datter. Foto: Martin Thaulow

"Det var en meget trist tid i vores liv. Vi så til, mens krigen forværredes og ingen af parterne viste nåde. Der var så mange uskyldige, der døde i kampene og vores datter var en af dem,” forklarer Ilham Tabsho lavmælt over telefonen.

Efter Hallas død flygtede familien fra Syrien til Istanbul i Tyrkiet. Og i 2013 flygtede Maher altså videre over landegrænsen mellem Tyrkiet og Bulgarien for at nå frem til sin bror og søster i Holland.

Planen var at søge om familiesammenføring med sin kone og børn, som blev tilbage i Istanbul. Men Maher når som bekendt aldrig frem til Holland. I stedet kravler han nu rundt, på randen af døden, i et nådesløst og menneskeforladt naturområde i Europas grænseland.


Fortsættelse følger

Du kan læse første del her.


Oprindeligt publiceret på engelsk i The Turban Times og Refugee.Today

Fotograf: Martin Thaulow