Det druknende land: Klimaforandringernes konsekvenser for Kiribati

Ø-nationen Kiribati vil som følge af klimaforandringerne ikke længere eksistere i 2050. Som det første land i verden har Kiribati købt land til relokation af sin befolkning som nødløsning, så befolkningen undgår at blive klimaflygtninge – en voksende gruppe af mennesker på flugt verden over, der ikke er anerkendt af FN’s flygtningekonvention.
Af Julie Nygaard Solvang - antropologistuderende og aktiv i Nødhjælpens Ungdoms klimagruppe
1. november 2017

Hvor gør man af sig selv, når ens land er ved at forsvinde under fødderne på én? 

Kiribati består af 32 lavtliggende øer i Stillehavet. I løbet af de næste 50 år vil øerne blive oversvømmet af stigende vandstande i verdenshavene. For de mange kiribatiere betyder dette, at de snart vil være mennesker uden rettigheder: klimaflygtninge.  

Altafgørende centimetre

Overalt i verden oplever man stigende vandstande, som følge af klimaforandringerne. Prognoserne forudsiger på en skala fra optimistisk til dystopisk en stigning i verdenshavene fra 28 til 98 centimeter. Lige nu stiger verdenshavene med tre millimeter om året, men de seneste årtier er hastigheden fordoblet.

For Kiribati er stigningen i vandstandene livstruende, da landet består af øer, der højst rager to meter op af havet. To af øerne er allerede forsvundet under bølgerne. 

Situationen i Kiribati demonstrerer, hvor bredt begrebet klimatilpasning er. Begrebet dækker over de mekanismer, landene bruger for at tilpasse sig det ændrede klima, og er centralt i klimaforhandlingerne. 

Selvom klimaforandringerne er et lokalt fænomen, har de lokale konsekvenser, og der er stor forskel på betydningen af konsekvenserne og landenes mulighed for tilpasning til dem: De fattigste og mest skrøbelige lande rammes hårdest.

Klimaforandring er på nuværende tidspunkt ikke en gyldig grund til at få asyl. Man er nemlig kun flygtning, hvis man er forfulgt, og her tæller de stigende have ikke som forfølgere.

- Julie Nygaard Solvang

Medborger i et druknet land

Migration er de seneste år blevet en del af klimaforhandlingerne. For er man flygtning, når man flygter fra stigende vandstande? Hvilke rettigheder har en person, der har fået sit hus oversvømmet, fordi vandkanten har rykket sig?

Parret Teitiotas fra Kiribati blev kendt som verden første klimaflygtninge, da deres ansøgning om asyl i New Zealand blev afvist, og de blev sendt tilbage til Kiribati med deres tre børn. Klimaforandring er på nuværende tidspunkt ikke en gyldig grund til at få asyl. Man er nemlig kun flygtning, hvis man er forfulgt, og her tæller de stigende have ikke som forfølgere. 

Det betyder, at man som klimaflygtning ikke har nogen rettigheder, idet man ikke kan blive anerkendt som havende flygtningestatus. Klimaforandringerne bliver ikke anset som en pludselig trussel på lige fod med borgerkrig eller politisk forfølgelse, men konsekvenser af klimaforandringer som oversvømmelse, tørke og knaphed på ressourcer tvinger i stadig stigende grad mennesker over hele verden til at forlade deres hjemland.

Migration with dignity

Mens klimatilpasningen til de øgede mængder vand i Københavns Kommune består udvidelse af kloakker, står Kiribatis Præsident Anote Tong med en befolkningen på omkring 100.000 og et land, der i 2050 ikke eksisterer mere, altså udfordringer af helt andre dimensioner. Hvordan tilpasser man sit land de altopædende bølger?

Præsident Tong har ikke givet op og bruger Holland som eksempel på en skrøbelig nation, der under havets overflade, har overkommet at tilpasse sig. 

Men en sådan form for tilpasning kræver enorme ressourcer som materialer til at bygge dæmninger og pumpe vand væk. Og det er ressourcer, Kiribati ikke har. Tværtimod er landet præget af konflikt som følge af høj befolkningstæthed og knaphed på ressourcer. 

Set i forhold til Holland, bliver de store forskelle mellem industrialiserede og udviklingslande for alvor trukket op. 

Præsident Tong ved godt, at tilpasning bliver svært for landet, og har derfor taget det radikale skridt at opkøbe land af nabostillehavsøen Fiji med en plan om gradvist at flytte hele befolkningen dertil fra 2020.

Relokation af øens befolkning er den ultimative form for tilpasning, men for Kiribatis befolkningen måske den eneste løsning på sigt. Strategien har overskriften ”migration with dignity”, fordi den investerer i uddannelse til befolkningen for at sikre, at kiribatianerne kan bidrage til deres nye land og ikke ender som ”hjælpeløse flygtninge”, som Præsidentkontorets kommunikationschef Rimon Rimon udtrykker det. Flygtninge uden rettigheder.

Hvem bærer ansvaret?

Overalt på kloden mærker mennesker konsekvenser af klimaforandringerne, men de rammer allerhårdest i ressourcesvage og skrøbelige lande. Verden står overfor ukendte udfordringer med bølgen af fordrevne, der ikke er dækket af flygtningekonventionerne, men er på flugt fra klimaforandringer. 

Mængden af klimaflygtninge er uden fortilfælde, og, ifølge Jan Egeland fra norske Flygtningehjelpen, flygter dobbelt så mange fra voldsomme vejrfænomener som fra krig. International Organization for Migration estimerer, at antallet af mennesker, der flygter af miljømæssige årsager allerede er oppe på flere millioner i første halvdel af 2016.

Det gør spørgsmålet om rettigheder og medborgerskab presserende. For hvem har ansvaret for, at Kiribati er ved at forsvinde i Stillehavet? Er det præsident Tong? Hvad sker der med Kiribatis befolkning, der i den næste generations levetid står til at miste deres hjemland? 

Spørgsmål som disse var dagsordenen til COP22 i Marrakesh sidste år i november. Det var første gang, at migration var på den klimapolitiske dagsorden. Her vedtog landene en fem-års-plan for “loss-and-damage”. Planen er tænkt som en slags erstatningsordning, hvor rige lande skal kompensere de mest sårbare lande. Hvordan det helt konkret kommer til at foregå, og hvor meget det kan hjælpe Kiribatis befolkning er dog endnu uvist. 


Illustration: Valdemar Edouardo Glahn-Abrahamsen