Hvorfor Danmark stadig er en kolonimagt

2017 markerede 100-året for salget af de dansk vestindiske øer, der officielt blev enden på Danmark som kolonimagt. Men selvom danskerne ikke længere transporterer slavegjorte mennesker over Atlanten eller har formel kontrol over andre lande, kapitaliserer vi stadig på udviklingslandes ressourcer i en sådan grad, at det undertvinger befolkninger og ødelægger miljøet. Vi er i dag en uformel kolonimagt.
Af Marie Hedegaard Jørgensen - Medstifter af Respons og sociologistuderende
19. december 2017
I forbindelse med 100-året for salget af dansk vestindiske øer har der i 2017 været skærpet fokus på Danmarks rolle som kolonimagt, der nu ikke længere er nær så glorificeret i dansk kolonihistorie: Vi var ikke frelserne af de slavegjorte - vi var mindst lige så inhumane som andre nationer, og undertrykkelsen ophørte ikke uden videre med afskaffelsen.

Men denne erkendelse må ikke fungere som et punktum i historien for den danske nations undertrykkelse eller negligere nye, moderne former for kolonialisme. Former, der muligvis har ændret udtryk og strategi, men som stadig har egen økonomisk vækst gennem udnyttelse af andre landes ressourcer som rationale, ligeså vel som den stadig har fatale menneskelige omkostninger.

Land- og ocean-grabbing har længe været centrale emner blandt miljø- og klimaeksperter og blandt NGO’er, der beskæftiger sig med udvikling i udviklingslandene. Desværre har fænomenerne endnu kun fået minimal opmærksomhed blandt danske politikere - det trods et øget fokus på klima og miljø og en stadig tiltagende bekymring for flygtninge og migranter. Det er problematisk, fordi land- og ocean-grabbing både tærer på jordens ressourcer og påvirker miljø og vilkår for mennesker i så voldsom en grad, at de må flygte. Ifølge FN’s miljøorgan UNEP var der i 2015 26 millioner miljøflygtninge. Det er mere end halvdelen af det samlede antal flygtninge i verden, og ifølge den Internationale Migrationsorganisation IOM, forventes antallet at stige til 200 millioner i 2050.

Land-grabbing og ocean-grabbing: kolonialisme i ny forklædning

Land-grabbing og ocean-grabbing finder sted, når multinationale virksomheder og udenlandske investorer overtager rettighederne til landområder og havressourcer især i udviklingslande ofte med henblik på produktion af fødevarer og eksport til det globale marked.
 Konsekvenserne er overudnyttelse af ressourcer samt miljøødelæggelse som accelereres i takt med klimaændringer, og at lokalsamfund mister adgang til deres egen jord og fødevarer. Et eksempel er palmeolieindustrien, som har medført stigende fødevarekriser og udtørret vandressourcer - i så ekstrem en grad i Liberia, at menneskerettighedsorganisationen Global Witness peger på, at landet står over for en “land-grabbing-krise”.

Når fødevarepriserne presses så højt op, at befolkninger i værtslandene ikke har råd til mad, medfører det sult. Det så vi blandt andet ved fødevarekriserne i 2007/8 og 2010/11, hvor finansiel spekulation skabte to store rå- og fødevareprisbobler. FN's to landbrugsorganisationer FAO og WFP oplyste i 2009, at antallet af sultende var steget med 100 millioner bare siden 2008. En rapport fra organisationen Grain dokumenterer i 2016, at der gennem det sidste årti har været tale om 491 storskala land-grabs, som dækker over mere end 30 millioner hektarer i i alt 78 lande.

Land- og ocean-grabbing er muliggjort gennem en række politiske beslutninger om deregulering og liberalisering målrettet international frihandel. På grund af blandt andet udviklingslandenes gældsforhold til Vesten, er de ofte tvunget til at strukturtilpasse sig, hvis gælden skal nedskrives eller tilbagebetales via en procentsats af landenes eksport. Eksempler kan blandt andet findes i Danmarks nye udviklingspolitiske og humanitære strategi, Verden 2030. Strategien kræver øget liberalisering, privatisering og samarbejde med internationale investorer ud fra et “noget-for-noget princip”, som det eksplicit formuleres i rapporten, der er baseret på kontrakter mellem stater og investorer (Public Private Partnerships). Kontrakter, som ifølge et studie af professor Saturnino M. Borras, udgivet af Europaparlamentet, har tendens til at gøre basale fornødenheder til genstand for privat ejerskab.

Kort fortalt gør disse politikker kontinuerligt flere områder og ressourcer til genstand for investorer, hvad end det er til (over)produktion af fødevarer eller spekulation, fordi forskellige restriktioner og handelsbarrierer fjernes. Land- og ocean-grabbing er således i og for sig lovlige strategier for nutidig kapitalakkumulering, hvor store investorer bliver endnu større i takt med, at deres ejerskab over verdens ressourcer øges.

Land-grabbing foretages både af virksomheder, pensionsselskaber og andre finansielle investorer som den europæiske investeringsbank (EIB) gennem blandt andet lån og investeringer i aktier. Dertil investerer også statsstøttede landbrugsinvesteringsfonde i projekter, der fungerer som incitament til land-grabbing via særlige rammeprogrammer. Det gælder bl.a. den afrikanske Enterprise Challenge Fund (AECF), som er finansieret af bl.a. Danmark: Her ydes et starttilskud på op mod 2,5 millioner dollars til udenlandske virksomheder, der vil arbejde i Afrika.

Skaber miljøflygtninge

En pointe, som fortalere for frihandel formentlig vil indskyde, er, at disse investeringer skaber jobs og vækst i lokalsamfundene. I den optik vil man derfor kunne indvende, at land-grabbing, isoleret fra spørgsmålet om overudnyttelse af ressourcer og de miljømæssige konsekvenser heraf, er med til at sikre værtslandene socialt og økonomisk. Det er dog langt fra tilfældet.
En rapport fra The Land Matrix - International land deals for agriculture - anslår i 2016, at kun 15,4% af de indgåede handler var foregået med indenlandske investorer. Desuden gælder det for frihandelsaftalerne TTIP og CETA, at præstationskrav som brug af lokal arbejdskraft, der skal sikre udvikling i værtslandet, vurderes som handelshindringer og enten vil begrænses eller forbydes.

Generelt er der uenighed om, hvorvidt frihandelsaftaler egentlig skaber udvikling, fordi væksten ikke fordeles lige, lønninger kan presses i bund og ejerskab af jord og ressourcer koncentreres på få hænder. Blandt andet gør ISDS (investor-state dispute settlement), der udgør en del af frihandelsaftalerne, det muligt for investorer at lægge sag an mod stater, hvis de vedtager love, der mindsker deres profitmuligheder. Fx har en fransk virksomhed sagsøgt Egypten for at hæve mindstelønnen. Med andre ord får store virksomheder med ISDS og frihandel en særlig bestemmelsesret.

At land-grabbing desuden i stigende grad bruges til spekulation, hvidvaskning og skatteunddragelse, som rapporten The Global Farmland Grab in 2016 fra organisationen Grain viser, taler også for sig selv her. Rapporten anslår, at finansiel spekulation i råvareindeksfonde er steget fra 13 milliarder dollars i 2006 til 260 milliarder dollars i 2011, hvilket har medført stigende spekulation i land.

Overordnet bør det altså bemærkes, at disse frihandelspolitikker rammer skævt og fører til ekstremt ulige rammebetingelser for de respektive aktører på markedet. Internationale virksomheder og investorer prioriteres, således at deres rettigheder til jord går forud for de lokales. Deres investeringer og spekulation koncentrerer profitten på færre og færre hænder og fører til konsolidering, mens millioner af mennesker fordrives.

Frihed for hvem?

Klima-og miljøflygtninge er altså i høj grad et produkt af både overudnyttelse af ressourcer - ifølge FN's Internationale Ressourcepanel er intensivering af brugen af land den væsentligste årsag til miljøforandringer og ødelæggelse af natur - og af spekulation, der øger prisen på fødevarer og udelukker store befolkningsgrupper fra at få del i basale livsfornødenheder.
Hvis vi vil mindske antallet af klima- og miljøflygtninge må vi minimere de trusler, de står overfor - både de kvalitative og de kvantitative. Vi må tage højde for de konsekvenser, som følger med de liberaliseringer, vi forsøger at gennemtvinge. Der er tale om betydelige konfliktoptrappende faktorer som vand- og ressourcemangel, tørke, arbejdsløshed og voldsom urbanisering.

Forskning peger på, at den tørke, der gik forud for krisen i Syrien, var en konsekvens af udtømningen af landets vandbeholdning på grund af (over)produktion som følge af liberaliseringen af landbrugssektoren (Se fx Francesca de Châtels rapport ”The Role of Drought and Climate Change in the Syrian Uprising: Untangling the Triggers of the Revolution”). Det skabte en fordoblet arbejdsløshed i landet mellem 2010-2011 og migration til byerne i en hastighed, der gjorde, at systemet ikke kunne følge med. I nogle byer steg befolkningstallet med op mod 400.000 mennesker på blot et årti. Liberaliseringen gavnede de få.


Ligesom forbuddet mod børnearbejde i Danmark er en politisk bestemt regulering af det frie marked, som de fleste danskere formentlig kan tilslutte sig, hvor liberale de end måtte være, så er det også moralsk muligt at finde frem til en fair ramme for handel i landene i det Globale Syd.

- Marie Hedegaard Jørgensen
Man kan frygte, at lignende kriser vil indtræffe, hvis ikke der snart tages højde for disse sammenhænge. Med et øget pres på klima og miljø og på de mennesker, der i forvejen er mest udsatte og politisk marginaliserede, er det nuværende system uholdbart både miljømæssigt og socialt. Fordelen mærkes kun af den lille elite, der kapitaliserer på og udtømmer ressourcerne i det globale syd, mens massive folkemængder må flygte. I lyset heraf er suspenderingen af kvoteflygtningeordningen i Danmark kun mere absurd - særligt når det bæres af argumenter om en presset dansk økonomi og knappe ressourcer.

Det er nødvendigt med regulering, så vi sikrer, at investeringer bliver til gavn for lokal fødevaresikkerhed, og så lokalsamfund understøttes. På samme måde er det afgørende, at vi ændrer vores opfattelse af frihandel. For hvad er det, vi med politikker, der fremmer frihandel, bliver fri for? Det er blandt andet restriktioner på investeringer, der ellers ville tilgodese miljø og lokalsamfund. Og i disse tilfælde er frihandel ikke lig udvikling men snarere dens hindring.

Og så må vi gøre op med illusionen om det frie globale marked. Det frie verdensmarked findes ikke. Snarere er det understøttet af en masse reguleringer, som vi politisk har fastsat. Ligesom forbuddet mod børnearbejde i Danmark er en politisk bestemt regulering af det frie marked, som de fleste danskere formentlig kan tilslutte sig, hvor liberale de end måtte være, så er det også moralsk muligt at finde frem til en fair ramme for handel i landene i det Globale Syd. Så længe dette ikke sker, er Danmark stadig en de facto kolonimagt, der fremmer afhængighedsforhold og systematisk udbytning af menneskelige og naturressourcer i disse lande. Muligvis fragter vi ikke længere slavegjorte fra Guldkysten, men vi undertvinger stadig mennesker, så de ufrivilligt må sejle bort fra deres hjemlande.


Illustration: Leyla Bautista


Rapporter:

Land grabbing and human rights: The involvement of European corporate and financial entities in land grabbing outside the European Union (Europa-parlamentet)

Land Grabbing as Security Mercantilism in International Relations (Philip McMichael)


The Global Landgrab 2016: How big, how bad? (Grain)

Land til Salg: Hvordan EU modvirker bæredygtig landanvendelse (Miljøorganisationen NOAH)

World Bank report on land grabbing: beyond the smoke an
d mirrors (Grain)

Klima- og miljøflygtninge og Europas ansvar: En baggrunds- og policyanalyse af betydelige oversete årsager til verdens flygtningekrise (Miljøorganisationen NOAH og Europa-nævnet)

Klima overskygger miljøsyndere og flygtninge (Natalia Lehrmann, Nyt Fokus)