Myanmar: Den uendelige borgerkrig

Forfølgelsen af det muslimske Rohingya-mindretal er blot én af mange etniske konflikter i Myanmars historie. I det nordlige Myanmar raser en for verden næsten ukendt borgerkrig på sjette årti; en krig som indeholder både opium, jadesten og religiøse bevægelser. Centralt for denne og langt de fleste af Myanmars konflikter er, at det burmesiske militær står i centrum af det hele.
Af Michael Mærsk-Møller Hansson - Antropolog
27. februar 2018

Kachin State, Myanmar: 2.000 unge mennesker rejser sig i en atmosfære af beslutsomhed, indignation og nationalistisk sammenhold, og med knyttet næve råbes ordene ”myithkrum ai majan” gentagende gange i kor. Ordene betyder ”sammenhold i krig”, og stedet for denne begivenhed er den lokale baptistiske kirkes konferencesal. Jeg befinder mig ikke til et politisk stævne, men til en konference, der handler om unges uddannelse. Den nationalistiske stemning er dog ikke til at tage fejl af, og dette billede viser, hvordan politik, krig og religion alle er sider af samme sag for Kachin-folket.  

Kachin State er den nordligste stat i Myanmar med grænse til Kina og Indien. Jeg er på antropologisk feltarbejde for at studere opfattelser af det gode liv blandt unge i den etniske minoritetsgruppe Kachin. Kachin State består af ca. 1,7 million mennesker, hvoraf Kachin-folket udgør den største etniske gruppe i staten. Kachin er en mangfoldig gruppe og bliver typisk inddelt i seks etniske undergrupperinger med distinkte sprog og folkedragter. Langt de fleste Kachin er kristne og tilhører forskellige trosretninger, hvoraf den baptistiske kirke er størst og mest magtfuld. 

I Myanmar er etnicitet en afgørende faktor for ikke bare ens tilhørsforhold, men også ens rettigheder. Loven inddeler befolkningen i forskellige klasser ud fra, hvor langt ens etniske gruppe kan spores tilbage – dette er en af grundene til, at det muslimske Rohingya-mindretal i dag ikke anerkendes som borgere af Myanmar.

- Michael Mærsk-Møller Hansson

Den nationalistiske stemning i salen handler om retten til etnisk selvbestemmelse for Kachin-folket. Myanmar består af 135 officielle etniske grupper, og siden uafhængigheden i 1948 har militære grupper med etnisk tilknytning ligget i konflikt med det burmesiske militær. I Kachin State er det primært den militære gruppe Kachin Independence Army (KIA), som siden 1961 har ført borgerkrig mod det burmesiske militær med undtagelse af en 17-årig våbenhvile fra 1994-2011. Siden krigen blev genoptaget 2011 er godt 120.000 mennesker blevet fordrevet fra hus og hjem og sidder i dag i FN-støttede flygtningelejre. KIAs officielle mål er Kachin selvbestemmelse i en føderal stat, hvilket faktisk også er et erklæret mål for Myanmars de facto regeringsleder, Aung San Suu Kyi, og hendes parti, National League for Democracy. Så hvorfor er det så svært at sikre freden i Myanmar, landet som siden starten af det 20. århundrede er gået fra et af de rigeste til et af de fattigste lande i Sydøstasien?

Det burmesiske militærs ubrudte indflydelse

Først og fremmest må man gå tilbage i historiebøgerne. Op til uafhængigheden i 1948 havde den ledende profil for burmesisk uafhængighed, General Aung San (Aung San Suu Kyis far), stået i spidsen for at afholde to konferencer i byen Panglong med henblik på at diskutere fremtiden for landet. Resultatet blev en aftale, som bl.a. betonede en vis grad af selvbestemmelse i de etnisk-administrerede stater. Aftalen, som i dag ligger til grund for mange gruppers krav om etnisk selvbestemmelse, nåede dog aldrig at træde i kraft, idet Aung San blev myrdet et halvt år efter aftalens indgåelse. Med tiden tog det burmesiske militær, ofte kendt som Tatmadaw, kontrol over landet og styrede det som et nationalsocialistisk diktatur. 

Det militære regime, som systematisk har forbrudt sig mod menneskerettighederne og bl.a. stod bag mordene på tusindvis af demonstranter under et studenteroprør i Yangon i 1988, sad på magten indtil 2011, hvor regimet lod kontrollen overgå til en kvasi-civil regering. Senere sikrede militærets største modstander, Aung San Suu Kyi, og hendes parti, NLD, sig den demokratiske magt med over halvdelen af stemmerne ved jordskredsvalget i 2015. Overgangen fra militærregime til demokrati var dog i højere grad en kalkuleret manøvre end en egentlig overgivelse af magt fra militærets side. Som følge af forfatningen fra 2008 sidder militæret automatisk på 25 % af pladserne i begge parlamenter, hvilket giver militæret en de facto vetoret i spørgsmål om forfatningsændringer. Dette er den primære årsag til, at målet om en føderal union ikke realiseres. Til gengæld for afgivelsen af parlamentarisk magt er store dele af de internationale sanktioner mod Myanmar løftet, hvilket betyder, at Myanmars virksomheder nu i større grad kan handle med resten af verden – virksomheder som ikke overraskende ofte ejes af højtprofilerede militærfolk.

 

Kachin-folket,  demonstration oktober 2016. Op mod 20.000 mennesker samledes for at protestere mod det burmesiske militær og borgerkrigen. Dette fandt sted, efter en nyfødt var blevet slået ihjel som følge af et angreb fra det burmesiske militær.

En konflikt med lange udsigter

Dette bringer os tilbage til konflikten i Kachin State. Opfattelsen blandt mange er, at man intet har mærket til magtoverdragelsen; faktisk er tingene kun blevet forværret, idet borgerkrigen brød ud igen i 2011. Militæret fortsætter magtudøvelsen, som de altid har gjort, og brugte våbenhvilen fra 1994-2011 til at tilegne sig kontrollen over vigtige områder af Kachin State. Kachin State er ufatteligt rig på ressourcer som rav, guld, tømmer og særligt den eftertragtede jadesten. Faktisk kan langt størstedelen af verdens dyreste jadesten findes i det lille område af Kachin State, som hedder Hpakant, og i dag valfarter mennesker fra hele Myanmar til Hpakant for at beriges af de værdifulde sten. Området styres primært af kinesiske firmaer med tilladelse fra militæret, som deler størstedelen af fortjenesten. Samtidig er områderne omkring Hpakant en oase for misbrug af opium-producerede stoffer som herointyperne ”Number 4” og ”Formula”; et misbrug som er særligt udbredt blandt unge mennesker. Derfor er opfattelsen blandt mange Kachin, at styret dels stjæler deres ressourcer og deres land, men også at styret faciliterer en stille form for etnisk udrensning ved at tillade, at stoffer frit kan sælges uden, at der gribes ind fra politiets side af. Dette har bl.a. ført til, at tusindvis af frivillige har samlet sig i bevægelsen Pat Jasan, som bl.a. brænder valmuemarker af og foretager civile anholdelser af stofmisbrugere og dealere og placerer dem i rehabiliteringsklinikker. Samtidig fungerer kirken som forum for folkelig forankring og etno-nationalistiske diskurser, og det er en veletableret kendsgerning, at den lokale kirke, Kachin Baptist Convention, har endog meget tætte bånd til den militære bevægelse, Kachin Independence Army. 

Problemet for Kachin-folket er dog deres diversitet. Sammenhold betones af de nationalistiske bevægelser, men når det kommer til stykket, er der mange af de etniske undergrupperinger, som ikke føler sig repræsenteret i den nationalistiske bevægelse. De er bekymrede for, at deres særegne sprog og skikke skal opsluges af en Kachin-identitet, som primært er dikteret af den største etniske undergruppe, Jinghpaw. Kachin-kategorien er i sidste ende en politisk konstruktion, hvilket kan være med til at delegitimere bevægelsen indefra. 

Borgerkrigen i Kachin State raser på sjette årti, og udsigterne for fred og særligt etnisk selvbestemmelse er lange. I Myanmar er etnicitet en afgørende faktor for ikke bare ens tilhørsforhold, men også ens rettigheder, og loven inddeler befolkningen i forskellige klasser ud fra, hvor langt ens etniske gruppe kan spores tilbage – dette er en af grundene til, at det muslimske Rohingya-mindretal i dag ikke anerkendes som borgere af Myanmar. Denne form for etniske klassificeringer skaber dog mere splid end gavn, og hvis Myanmar skal gøre sig forhåbninger om en fredfyldt fremtid, handler det dels om at skabe lige, universelle demokratiske rettigheder og dels om at få minimeret militærets politiske indflydelse. Begge disse ting ser dog ud til at have lange udsigter. 


Michael Mærsk-Møller Hansson er kandidat i antropologi og skrev i 2017 speciale om det gode liv blandt unge Kachin i det nordlige Myanmar på baggrund af sit feltarbejde fra efteråret 2016.