1 dømt person, 299 kroner og en håndfuld indvandrere - så lidt skal der til for at komme på regeringens ghettoliste

Nogle boligområder slipper gennem nåleøjet, mens andre får det endelige ghettostempel. Og ofte er det kun en lille håndfuld mennesker mere, der skal i arbejde, undgå kriminalitet eller tjene få hundrede kroner mere årligt, for at ghettostemplet kan vaskes af.
Af Sara Schou Holm - praktikant
5. november 2018

Landet over bliver almene boligområder hvert år målt og vejet, når den årlige ghettoliste skal laves. Nogle slipper gennem nåleøjet, mens andre får det endelige ghettostempel.

I Danmark er der 30 boligområder, som er på regeringens ghettoliste, og står til at skulle gennemgå flytning eller nedrivninger. For at komme på listen skal et boligområdet leve op til mindst tre ud af fem ghettokriterier. Hvis boligområdet har været på ghettolisten fire år i træk, bliver det kategoriseret som en hård ghetto.

Men hvor meget skal der egentlig til for at opfylde disse kriterier? Respons har undersøgt tallene bag de 16 ”hårde ghettoer”.

15 arbejdsløse skaber en ghetto

Et af kriterierne gå på, at der højest må være 40 % af de 18-64-årige i et boligområde, som er udenfor uddannelse eller arbejdsmarkedet. De almene boligområder Munkebo, Gadehavegård og Finlandsparken udfylder alle kriteriet om manglende arbejde eller uddannelse. 

Dog skal der i de tre boligområder kun henholdsvis 15, 20 og 23 personer mere i arbejde eller uddannelse, for at de ikke længere lever op til kriteriet. Det vil sige, at det i for eksempel Munkebo kun er 15 mennesker, der gør, at boligområdet lever op til dette ghettokriterie. 

Hvis 15 og 20 mennesker i henholdsvis Munkebo og Finlandsparken kom i arbejde eller uddannelse, ville begge boligområder kun opfyldte to af fem ghettokriterier og dermed ikke længere kunne kategoriseres som ghettoer. Det ville betyde, nedrivninger og/eller privatiseringer ikke ville kunne blive en realitet. 

At et tilfældigt fåtal ikke er i arbejde eller under uddannelse, har altså store konsekvenser for hele boligområder. 

1 dømt person

Et andet af ghettokriterierne går på, at andelen af tidligere dømte i boligområderne ikke må overstige 2,7 %. I de ”hårde ghettoer” bor flere tidligere dømte i forhold til resten af befolkningssammensætningen, og derfor opfylder flere af de almene boligområder kriteriet om dette. Også her er antallet af tidligere dømte i flere af de ”hårde ghettoer” tæt på at nå den grænse, som adskiller dem fra at opfylde kriteriet.

Det ses blandt andet i Skovvejen/Skovparken i Kolding og Gadehavegård i Høje Taastrup, hvor tilfældighederne vil, at blot én person mindre skal dømmes årligt, for at boligområderne ikke længere opfylder kriteriet om for mange dømte. I boligområder som Mjølnerparken og Bispehaven skal der ligeledes blot bo tre færre dømte, for at boligområderne ikke længere opfylder ghettokriteriet om tidligere dømte. 

12 indvandrere eller efterkommere

Et andet af kriterierne i regeringens ghettoudspil er, at der i boligområder ikke må være flere end 50 % af beboerne, som er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

I Motalavej i Korsør er der bare 0,7 % for mange af beboerne, som er indvandrere eller efterkommere. De 0,7 % svarer til blot 12 indvandrere eller efterkommere ud af boligområdets knap 1700 beboere. Motalavej bonner derfor ud på det dette kritierie på grund af tilfældigheder, der handler om kun 12 mennesker.

I Korskærparken og Agervang ses samme tilfældige mønster. I de boligområder er der henholdsvis 38 og 71 mennesker med efterkommer- eller indvandrebaggrund ”for meget” i forhold til ghettokriteriet. Hvis boligområderne ikke slog ud på ghettokriteriet, ville de komme helt af ghettolisten, hvilket ville udelukke boligområderne fra nedrivninger og/eller privatiseringer.

299 kroner for fattige

Et fjerde af ghettokriterierne går på, at et alment boligområde skal have en gennemsnitlig indkomst, som er større end 55 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Med en gennemsnitsindkomst på 54,9 % i forhold til den gennemsnitlige bruttoindkomst i regionen, slår Gadehavegård ud på kriteriet på grund af rene tilfældigheder: For hvis beboerne i Gadehavegård gennemsnitligt havde tjent blot 299 kroner mere om året, ville boligområdet ikke slå ud her. 

Derudover er det kun de såkaldte hårde ghettoer i København, som slår ud på kriteriet og tjener for lidt. Det skyldes, at den gennemsnitlige bruttoindkomst i Region Storkøbenhavn er højere end resten af Danmarks regioner, og at beboerne i boligområderne i København dermed skal have en højere gennemsnitlig indkomst end boligområderne i de andre dele af landet.

Hvis man forestillede sig, at man kunne rykke for eksempel Gadehavegård eller Tingbjerg fra Region Storkøbenhavn til Region Sjælland, så ville bruttoindkomsten i forhold til regionen være høj nok til, at boligområderne ikke ville slå ud på ghettokriteriet om indkomst.

Små tilfældigheder med store konsekvenser

Med regeringen, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkepartis ghettokriterier risikerer flere tusinde familieboliger at blive revet ned eller privatiseret, ligesom tusinder af mennesker mister deres hjem, fordi deres boligområde lever op til kravene for en såkaldt hård ghetto. 

Men i mange tilfælde bliver boligområderne puttet i kategorien som hård ghetto på baggrund af én variable, hvor blot en håndfuld mennesker mere skal i arbejde, undgå kriminalitet eller tjene få hundrede kroner mere årligt, for at ghettostemplet kan vaskes af. Tal, som er så tæt på skillelinjen, og som derfor ofte virker ligeså tilfældige som udfaldet af et spil Ludo. 


Illustration: Julie Sabber Nielsen