Boligforening bruger 210.000 kr. af beboernes penge på medierådgivning - bestyrelsesformand ønsker ikke forklare sig

Efter kritik i medierne har den almene boligforening Bo-Vita vedtaget at afsætte i alt 210.000 kr. til medierådgivning fra PR-bureauet Ulvemann & Børsting. Pengene skal hentes fra et budget, som er sat af til renoveringer, og som er betalt af Landsbyggefonden. Bestyrelsesformand Jan Hyttel ønsker ikke at kommentere sagen.
Af Tobias Nilsson
20. december 2019

I et referat fra et bestyrelsesmøde d. 7. Oktober 2019 i den almene boligforening Bo-Vita, fremgår det, at man i bestyrelsen er blevet enige om at afsætte i alt 210.000 kr. til medierådgivning ved PR-bureauet Ulvemann & Børsting.

Pengene, som i alt beløber sig på 210.000 kr. skal hentes fra det budget, der med støtte fra Landsbyggefonden, skal gå til at renovere de almene boliger, og som delvist kommer fra beboernes egen huslejebetaling.

Løbende kritik fra medier og tilsynsmyndigheden

Beslutningen er truffet efter boligforeningen Bo-Vita, som administrerer Mjølnerparken på Nørrebro, igennem længere tid har været været udsat for massiv kritik fra både medier og de offentlige myndigheder.

Indtil begyndelsen af 2019 har boligforeningen været under skærpet tilsyn i forbindelse med to grundkøb, som efterfølgende er blevet fundet ulovlige.

Også i forbindelse med implementeringen af ‘ghettopakken’ har boligforeningen og særligt organisationsbestyrelsen med formand Jan Hyttel fået kritik. Især Mjølnerparkens lokale afdelingsbestyrelse har klaget over manglende kommunikation og inddragelse i hele processen.

Senest er boligforeningen endnu engang kommet under skærpet tilsyn af Københavns Kommune, efter en serie af artikler i mediet EjendomsWatch har sat spørgsmålstegn ved størrelsen på bestyrelsesformand, Jan Hyttels, honorarer.


Læs om Bo-Vitas mangelfulde og fejlagtige information til beboerne her.


Bestyrelsen har derfor nu besluttet at hyre PR-bureauet Ulvemann & Børsting, hvis to partnere begge har været tidligere spindoktorer i Venstre for henholdsvis Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. På bureauets hjemmeside kan man læse, at de blandt andet er specialiseret i lobbyvirksomhed og krisehåndtering.

210.000 til medierådgivning, men ingen besked til beboerne

I mødereferatet, som kan findes på Bo-Vitas hjemmeside, fremgår det at pengene komme fra det, der i referatet kaldes ‘byggesagen’, hvilket dække over den helhedsplan, der blev vedtaget i 2015, som handler om, at samtlige boliger i Mjølnerparken skal renoveres og dele af blokkene ombygges. Pengene kommer for en stor andel fra Landsbyggefonden, og er altså penge som beboerne selv har indbetalt gennem deres husleje.

Referat fra bestyrelsesmødet d. 7/10

Referat fra bestyrelsesmødet d. 7/10

Formanden for afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken, Muhammad Aslam, undrer sig over det store beløb og også over, at man i afdelingsbestyrelsen ikke har fået noget at vide om det. Hverken afdelingsbestyrelsen eller Aslam selv er blevet informeret, selvom det klart fremgår, at pengene skal bruges til medierådgivning specifikt om Mjølnerparken.

“Jeg fandt først selv ud af det, da jeg læse referatet fra bestyrelsesmødet.” fortæller Aslam til Respons.

Formand for Bo-Vita: “Det gider jeg ikke snakke om”

Respons har løbende forsøgt at få en kommentar fra direktør for Bo-Vita, Ulrik Brock Hoffmeyer, både via telefon og mail, for at høre hvad boligforeningen håber at få for pengene. Men efter en uge har vi fortsat ikke modtaget noget svar. Efterfølgende har vi talt i telefon med formand for Bo-Vitas bestyrelse, Jan Hyttel, som ikke ønskede forholde sig til sagen. Efter at være blevet spurgt ind indkøbet af medierådgivningen, svarede Jan Hyttel kort: “Det gider jeg ikke snakke om.” hvorefter han afsluttede opkaldet.

Det er derfor uklart, hvad pengene konkret skal bruges til, og hvad boligforeningen håber at få ud af indkøbet.

Ved spørgsmål om, hvorvidt pengene ikke kunne tænkes at gå til bedre at informere beboerne, svarer afdelingsformand Muhammad Aslam:

“Jamen hvis det er tilfældet, hvorfor er de så ikke i dialog med afdelingsbestyrelsen, som beboerne har valgt til at varetage sine interesser?”