Sammen i kampen mod "ghettoplanen" - bevægelsen Almen Modstand stod i weekenden bag kæmpe demonstrationer landet over

I protest mod nedrivninger af folks hjem, dobbeltstraf og andre særlove under regeringens "ghettoplan" gik tusindvis af demonstranter på gaden i weekenden i både Odense, Aarhus og København.
Af Rosa Gelardi og Tobias Nilsson
1. oktober 2018

"Ghettolisten - drop den! Nedrivninger - stop dem!" og "Vi vil bestemme hvem der bruger vores penge!".

Sådan råbte tusindvis af demonstranter, da de i lørdags marcherede gennem byerne Aarhus, Odense og København for at vise deres utilfredshed med regeringens ‘parallelsamfundspakke’ også kendt som ‘ghettoplanen’. Alle tre demonstrationer var arrangeret på foranledning af bevægelsen Almen Modstand - Forsvar beboerdemokratiet.

Demonstration mod 'parallelsamfundspakken' from Respons on Vimeo.

Respons var med til demonstrationen, hvor vi fik muligheden for at tale med talskvinde for Almen Modstand Kamille Kofod. Video: Rosa Gelardi

Bevægelsen Almen Modstand - Forsvar Beboerdemokratiet, har siden lanceringen af ‘ghettoplanen’ i marts været en af de mest prominente stemmer i kampen mod lovpakken. Foråret og sommeren igennem har bevægelsen arrangeret informationsmøder og demonstrationer i forsøget på at organisere dem, som bliver hårdest ramt af regeringens planer: beboerne i de almene boligområder.

almen1

Foto: Tobias Nilsson

I morgen, tirsdag, åbner folketinget igen efter sommerferien, og én af de store opgaver i efteråret bliver at få forhandlet og behandlet "ghettoplanen" og dens forskellige lovforslag, som behandles både i folketinget og i landets kommuner.

Enkelte kommuner har allerede over sommeren taget hul på et af pakkens punkter, som går på, at der i 2030 kun må være 40% almene boliger i de 'ghetto-stemplede' områder. Det gælder bl.a. Odense,  Aarhus og Horsens hvor byrådene allerede har indgået aftaler om at nedrive flere tusinde boliger. De andre punkter i ‘ghettoplanen’ omfatter bl.a. særlige strafzoner, hvor visse forbrydelser straffes hårdere end i resten af landet, tvangsundervisning i dansk sprog og kultur for 1-årige, sprogprøver i børnehaveklassen, og lavere ydelser til beboere på offentlig forsørgelse.


På respons følger vi udviklingen og har særligt fokus på  ‘ghettoplanen’ resten af året.