"Hygge kan ikke oversættes": et kritisk indspark i danskhedsdebatten

Der er et misforhold mellem de værdier, som Danmark promoverer sig på, og den danske stats handlinger, mener forfatter Nicholas Buhmann-Holmes. Den kritik udfolder han i bogen "Hygge kan ikke oversættes", som udkommer i dag. Her bringer vi et uddrag.
Af Nicholas Buhmann-Holmes - forfatter
20. august 2018

“Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge, mod dig vort håb og manddomsdrømmen går, når landsbyklokken signer dine strande, når aftenrøden højt i skyen står og sænker fredens korstegn på din pande.” 

- Tekst til ”Som dybest brønd gi'r altid klarest vand” (1916) af Jeppe Aakjær.


“Der blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn. Fredag var vi ude igen og skød ligeledes nogle Negroe her og der.” 

- Forvalter Christian Friis i et brev til Danmark i 1878, beskrivende reaktionen på arbejderopstanden Fireburn på De Dansk Vestindiske Øer.


Der findes ingen moralsk gylden dansk tidsalder

I efteråret 2015 lancerede regeringen en annonce i libanesiske medier, der forsøgte at få flygtninge til ikke at komme til Danmark, samt den senere smykkelov, der gjorde det muligt for politiet at beslaglægge flygtninges værdier for over 10.000 kroner. Dette betød pludselig stort postyr om Danmarks omdømme. Brandingeksperter kunne i danske medier fortælle, hvor slemt det stod til med Danmarks ellers så eftertragtede ry, politikere var bekymrede, og det samme var firmaer som Grundfos og investeringsrådgivere. Men bare rolig, sagde en af brandingeksperterne. Danmarks image som “et åbent og tolerant samfund” var “alt for stærkt til at blive truet eller ødelagt af nogle annoncer.”

Avisannoncerne, smykkeloven, nedskæringerne på ulandsbistand til udlandet, den nedsatte kontanthjælp til nytilkomne og de mange andre tiltag fik dog – brandingeksperter eller ej - en række centrum-venstre-politikere og -debattører til at erklære det sande, gamle Danmark for truet af fremmedhad og dårlige værdier. Debattør og tidligere Information-redaktør David Trads udlagde ganske klart dette under overskriften “Da flygtningene kom, forsvandt humanismen.”  Trads skrev: “Danmark plejede at være et humanistisk fyrtårn i verden. Et sted, hvor tolerancen, udsynet, solidariteten og, ja, humanismen var i centrum. Et land, som folk i nød kunne stole på.”

Det humanistiske fyrtårn lyste altså pludselig ikke så klart, efter Venstre-regeringen begyndte at indespærre flygtninge, gjorde det muligt at tage deres værdigenstande og skar i ulandsbistanden. Og formodningen om, at det politiske Danmarks flygtningepolitik truede et mere solidarisk Danmark, fandtes også hos Alternativet, både hos Josephine Fock i det tidligere citerede Ræson-indlæg, men også hos partiets forperson Uffe Elbæk, der mente at en forhøjelse af ulandsbistanden kunne “tjene til igen at gøre Danmark til en humanistisk bastion, der viser vejen for alle andre.” Og i Mandag Morgen kunne chefredaktøren for magasinet under mellemrubrikken “Værdier: Tabet af en dansk uskyld” skrive, at “det er muligt, at flygtningeoperationen lykkedes, men værdierne døde.”

Men i stedet for at se den danske regerings politik i slutningen af 2015 som en markant ændring i den danske stats historie, er det mere nærliggende at se det som en logisk fortsættelse. Afvisningen af flygtninge og deres rettigheder ligger i tråd med den ligegyldighed over for civile liv, som forrige danske regeringer allerede havde vist i Irak, Afghanistan og Libyen. Andre debattører så da også krigsengagementerne som det rigtige syndefald. Politiken-redaktør Flemming Ytzen mente, at “vi har gennemgået en transformation fra at være en idealistisk humanitær aktør til at være en ukritisk krigsførende USA-allieret.” Ytzen trak i stedet stolt de danske historiske linjer tilbage til hospitalsskibet Jutlandias aktion under Korea-krigen.

Hvad enten Danmarks tid som tolerant, humanistisk fyrtårn som i Ytzens tilfælde trækkes tilbage til 50’erne og Jutlandia eller en mere vag og måske ikke så fjern fortid som i de andre nævntes tilfælde, så har visse dele af centrum-venstre i kritikken af Lars Løkkes Venstre-regerings politik og de mange års krigsengagement frifundet Danmarks essens. Dette er gjort med henvisning til en tidligere stolt, moralsk gylden tidsalder, som udtrykker det sande Danmark. Dette er en del af den danskhedsdebat, hvor man nok vil kritisere Danmarks nutidige handlinger, men for at kritisere dem fremavler en historie om et fortabt, humanistisk Danmark, hvis værdier og principper vi må forsøge at genfinde. Denne historie er – selvfølgelig – lige så meget en politisk opfindelse og lige så falsk som det nuværende hyggelige, fredelige Danmark. Men myten holdes i live, så danskheden stadig kan holdes i hævd.

For der findes ingen moralsk gylden dansk tidsalder. Indtil videre har bogen beskæftiget sig med Danmarks handlinger fra starten af Afghanistan-krigen og frem, men man skal blot et par år længere tilbage, før Danmark også i fredens navn stod for krig, død og ødelæggelse. Denne gang i Kosovo-krigen. Hændelsesforløbet lignede det, man senere i forskellige udgaver skulle se i optakten til krigen i Irak og Libyen: Amerikanske og vesteuropæiske statsledere ser klare tegn på et forestående folkemord eller lignende, og man må derfor i humanismens navn intervenere militært for at opretholde fred og orden.

Daværende radikale udenrigsminister Mogens Helveg Petersen mente, at man ikke kunne “forsvare at se til, mens serberne med tunge våben massakrerer deres egen befolkning.” Men hvilken massakre var der tale om? I august 2000 var Det Internationale Tribunal for Det Tidligere Jugoslavien færdig med sin efterforskning af Kosovo-krigen: 2.788 lig var fundet i massegrave, uden at myndighederne ville fortælle, hvor mange, der bar tegn på at være henrettet. Dette stod i kontrast til britiske og amerikanske regeringers påstande, hvor man var sikker på, at mindst 10.000 etniske albanere var blevet dræbt i hundredvis af massakrer. Det var ifølge den britiske journalist John Pilgers sammenfatning af påstande og beviser i NATO’s invasion svært at drage nogle konklusioner om, hvilket folkemord man stoppede. Slet ikke, når man selv deltog i drab på hundreder af civile, både ved sine egne bomber og ved støtte til Kosovos Befrielseshær, en paramilitær organisation, der selv blev anklaget for massakrer. Rapporten fra Det Internationale Tribunal kom cirka et års tid efter Forbundsrepublikken Jugoslavien nægtede at underskrive en NATO-aftale, som selv Henry Kissinger skulle have kaldt for “en undskyldning for at bombe” for NATO’s side. NATO’s bombardementer i Jugoslavien førte til ca. 500 civiles død.

Nærmere end at deeskalere krigen og mængden af overgreb på civile, fik NATO’s intervention den modsatte effekt. Jugoslavien optrappede forfølgelserne på baggrund af invasionen, hvilket også var forudset af NATO-general Wesley Clark, og størstedelen af de rapporterede massakrer under Kosovo-krigen fandt sted, efter NATO gik ind i krigen. Af anklagerne mod Slobodan Milosevic om mord under Kosovo-krigen, fandt kun en af episoderne sted før NATO’s bombardement startede. Pilger spekulerer, ligesom Naomi Klein og med støtte fra en tidligere topansat i den amerikanske regering, i stedet på hvorvidt økonomiske motiver spillede en større rolle for bombarderingen af Jugoslavien end “responsibility to protect.” Hvad end der lå bag, er det svært at se krigen som andet end en kalkuleret aggression, der kun forværrede forholdene for de civile.

Et andet muligt motiv for interventionen var givetvis genetableringen af NATO som en international nødvendighed efter Sovjetunionens fald. Poya Pakzad og Uffe Kaels Auring skrev i 2011 om NATO-aktionen: “[NATO] stod over for den ultimative trussel: alliancens manglende eksistensberettigelse. Denne trussel blev af NATO-statsledere og -repræsentanter tematiseret som udfordringen mod NATO’s troværdighed.’ Med andre ord måtte man over for verden og sig selv både demonstrere, at man besad evnen til at gennemtvinge erklærede målsætninger med militære midler, og – som dommer – redefinere legitimationsgrundlaget herfor.” Bombningen af Forbundsrepublikken Jugoslavien skete under en socialdemokratisk ledet regering og uden FN-mandat, og således var der også skabt præcedens for højrefløjens planer om at invadere Irak uden at behøve støtte fra FN.

Men det store humanistiske fyrtårn findes heller ikke før 1990’erne. Når David Trads bl.a. kritiserer, at Danmark “fjerner bistand,” så kunne man få den fornemmelse, at Danmark ved i mange år at være blandt de største ulandsbistandsydere af den grund gjorde sig fortjent til en titel som humanistisk fyrtårn. Dette kræver dog, at man blot vælger at kigge på bistandens andel ift. bruttonationalindkomsten over for andre lande, og ikke hvad denne bistand faktisk er gået til. Ved bistandens bidrag til IMF’s og Verdensbankens “strukturelle reformering” af flere afrikanske stater op gennem 1980’erne, fik man sat en effektiv stopklods for de fremskridt, staterne havde gjort i vækst og infrastruktur. Som professor i økonomi fra London School of Economics Ha-Joon Chang har beskrevet, så fik de internationale organisationers frimarkedspolitikker i Subsaharisk Afrika afløst en vækst i indkomst pr. indbygger på cirka 1,5% gennem 60’erne og 70’erne med et fald på 0,7% fra 80’erne og op gennem 90’erne. Selvom den danske bistand steg i denne periode og stadig havde et fattigdomsfokus, blev den også mere “konditionaliseret og markedsøkonomiseret,” i tråd med udviklingen lagt an fra IMF’s og Verdensbankens side. Ifølge Chang var indkomsterne pr. indbygger i Subsaharisk Afrika i 2009 cirka på niveau med indkomsterne i 1980. Intet humanistisk fyrtårn her.

Hvad hvis vi går længere tilbage? Heller ikke her findes det humanistiske fyrtårn. Her kunne man fx nævne Danmarks forhold til kolonien Grønland, hvor man fra 60’erne til slutningen af 80’erne opretholdt højere løn til danskere end grønlændere ud fra det såkaldte fødestedskriterium – selvfølgelig af hensyn til Grønlands konkurrenceevne, da diskrimination jo altid er for deres eget bedste. Ligesom det var for deres eget bedste, da 22 grønlandske børn i starten af 50’erne blev taget væk fra Grønland for at blive danskificeret men endte med at blive bortadopteret eller at komme på dansk børnehjem.

Men så var der jo årene før, med Jutlandia. Og under Anden Verdenskrig ved vi jo nok, at Danmark var på humanismens side. Er det da ikke rigtigt, når Margrethe Vestager med henvisning til de danske fiskere, der sejlede jøder til Sverige, hylder det “at den grundfortælling er en del af vores kultur” og siger, at denne historie “kan blive ved med at bekræfte os i, at når mennesker står i sådan en nødsituation, så kan vi løfte ansvaret. Ikke hver for sig alene, men hvis vi gør det sammen.” Og når hun siger, at så vidt hun ved “findes det her kun i Danmarkshistorien,” har hun så ikke ret i dette, at her er den særlige danske humanismes sakramente? Men heller ikke hyldesten til fiskerne, der sejlede jøderne til Sverige, fremstår særligt humanistisk ved nærmere undersøgelse. De danske fiskere tjente godt på at hjælpe jøderne til Sverige – gennemsnitsprisen var hvad der i dag svarer til et sted mellem 20.000 og 30.000 kroner. Disse store humanister kan sammenlignes med dem, Helle Thorning Schmidt har kaldt “kyniske menneskesmuglere,” de folk der sejler flygtninge over Middelhavet til cirka 2000 dollars, altså omtrent det halve af gennemsnitsprisen for jøderne for at komme til Sverige.

Her skal heller ikke glemmes, hvordan man efter 2. Verdenskrige forfulgte de kvinder, der havde været sammen med tyske soldater. Og så var der Kommunistloven, der sendte danske kommunister i interneringslejre, hvor flere sidenhen røg i koncentrationslejr og omkom. Og endnu mere forfærdeligt er de mange tyske flygtninge, der døde i danske flygtningelejre efter Anden Verdenskrig – heraf omkring 7.000 børn.

Vi kan også prøve at gå endnu længere tilbage. Var der da ikke noget med, at Danmark var det første land, der ophævede slaveriet? Denne velbevandrede myte holder heller ikke. Det var kun slavehandlen, som Danmark i slutningen af 1700-tallet ophævede over en tiårig periode. De slavegjorte kunne man beholde som ejendom indtil 1848, årtier efter England og flere amerikanske stater allerede havde forbudt slaveri. Efter ophævelsen af slaveriet fik de tidligere slaveejere kompensation af den danske stat. De tidligere slavegjorte arbejdede til gengæld nu som plantagearbejdere under kummerlige kår, der blandt andet førte til en børnedødelighed, der på et tidspunkt oversteg fødselstallet. Derfor gjorde arbejderne på De Dansk Vestindiske Øer oprør i det, der blev kendt som Fireburn-opstanden. Mellem 60 og 250 arbejdere blev slået ihjel af et korps af plantageejere, som de danske myndigheder sidenhen holdt hånden over. Og endelig afstod man i 1917 efter en folkeafstemning øerne og dens befolkning til USA, for Danmarks vedkommende slutningen på det, Lars Løkke Rasmussen har kaldt “et grusomt kapitel i vores historie.” Men, sagde statsministeren, “det er heldigvis fortid.” Netop denne måde, hvorpå den danske statsminister tager afstand fra Danmarks behandling af De Vestindiske Øer, er – som forsker i Danmarks forhold til øerne, Astrid Nonbo Andersen, påpeger – en “måde at pacificere historien på.” Herved kan historien ikke af regeringsmodstandere bruges aktivt ved at drage sammenhæng mellem dengang og nu. For, som statsministeren kan forsikre os om, er udnyttelse af verdens mindre privilegerede nu “fortid.”

Øerne blev som bekendt solgt. USA havde mest interesse i øerne af strategiske årsager og lod ellers deres økonomiske udvikling ligge hen, mens øernes beboere ikke har stemmeret i dag. Folkeafstemningen om øernes fremtid havde ikke inkluderet deres egen befolkning men blot ejerne, Danmark. Hvis dette ikke skulle have overbevist om, at Danmark ingen gylden, humanistisk fortid har haft, kan vi gå endnu længere tilbage. Fx var Danmark allerede i slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet en af Europa mest militariserede stater med den stærkeste hær målt ift. indbyggertal. Det er derfor svært at betragte idéen om en det historiske Danmark som et humanistiske fyrtårn som andet end endnu et produkt af danskhedsdebattens dogme om et godt Danmark.

Når Kulturministeriets Danmarkskanon kunne identificere fx lighed for loven blandt de vigtigste danske værdier, så udviskede det – som tidsskriftet Marronage og artist Zaki Youssef ganske rigtigt påpegede – de politiske kampe, der har ført til mere lighed i Danmark. Det udviskede de kampe, der stadig kæmpes, og det udviskede de lighedsfjendske handlinger, det politiske Danmark med overvejende konsensus står bag og har stået bag i århundreder.


Læs mere om bogen her

Illustration: Anna Sofia Windum