Kvinder uden Mænd: magi, realisme og hovedløse mænd

Den korte roman Kvinder uden mænd planter sig lige midt i dit hjerte, historierne vokser ud igennem dine nervebaner og slår livslange rødder i dig, skriver anmelder.
Af Christence Linnea Stubbe Teglbjærg
10. december 2019
Synes du det er mærkeligt, at en kvinde kan plante sig selv som et træ og slå rødder i en have? Har du svært ved at forestille sig, at en gravid kvinde kan føde en lilje? Og hvordan kan en ung kvinde dø flere gange igennem en roman?

Det kan de hos Shahrnush Parsipur, og det er slet ikke så underligt, som det lyder. For hos Parsipur er en fødsel af en lilje og en kvinde, der slår rødder i en have i Karadj, det mest naturlige i hele verden.

Virkelighedens grænser er udvisket i Kvinder uden Mænd, når vi følger fem kvinders forskellige livsperioder, der flettes ind i hinanden i 1950'ernes Teheran.

Kvinder uden Mænd er den kendte iranske forfatter Shahrnush Parsipurs hovedværk, som siden udgivelsen i 1989 har været et respekteret og omdiskuteret værk i den iranske diaspora. Og endelig - 30 år efter udgivelsen - er romanen blevet oversat til dansk af Nazila Ghavami Kivi, så Parsipurs kontante og smukke sprog kan nu nydes af endnu flere danskere.

Mellem magi og virkelighed

"Nej, der var ikke noget at gøre. Mahdokht havde tænkt sig at blive i haven og plante sig selv i jorden, så snart det blev vinter. Hun måtte forhøre sig hos nogle gartnere om, hvornår det var bedst at sætte træ i jorden.”

Første kapitel handler om Mahdokht, som bor i Karadj (en ferieby lidt uden for Teheran), hvor hun en dag beslutter sig for, at hun vil være et træ. Og ja, her kan man godt tænke, at historien løber helt af sporet - at Mahdokht er ved at blive sindssyg.

Men Parsipur gør brug af den litterære genre magisk realisme, hvis grundgreb hun bruger til fingerspidserne. Hun fører en magisk fortælling tilbage til den virkelige verden og slutter kapitlet af med beskrivelser så universelle og tankevækkende, at de rammer lige i hjertet:

"(...)Hun skulle til Afrika, så hun kunne vokse dér. Hun ville hellere være træ i et varmt klima. Hendes hjerte længtes, og det er altid hjertets længsler, der driver mennesker til vanvid.”


Magisk og realisme er to ord, som hver for sig giver mening, men sat sammen forekommer mere komplekst. Realisme er en litterær genre som blandt andet defineres ud fra læserens genkendelse af virkelighedens verden i den fremstillede fiktion, mens magisk definerer noget uforklarligt, forunderligt og utroligt, som lige præcis ikke sker i den normale hverdag.

I den magiske realisme bliver det magiske realistisk. Det vil sige, at det realistiske perspektiv udvider sig og anerkender det magiske for at være en del af en ny slags virkelighed. To verdener, som burde udelukke hinanden, smelter her sammen og forstærker fortællingen. Som for eksempel da en at kvinderne, Munes, som i romanen har begået selvmord og er blevet slået ihjel af sin bror og derefter går ud og bliver en helt almindelig skolelærer:

"Munes drejede en gang rundt om sig selv og fløj øjeblikkeligt op mod himlen. Hun blev båret frem af en sort vind. Den tog kun få sekunder, før hun var i en ørken, en uendelig ørken. I syv år gik hun gennem syv ørkener. Hun var træt og udmagret og havde ikke flere ønsker tilbage. Hun var fuld af erfaringer. Det var alt. Hun tog et bad, tog rent tøj på, og så gik hun ud og blev en helt almindelig skolelærer."


Magisk realisme udsprang af de europæiske surrealisters værker i starten af det 20. århundrede og blev derefter adopteret af latinamerikanske forfattere i slutningen af 1960'erne. Den colombianske forfatter Gabriel García Márquez's roman One Hundred Years of Solitude udkom på spansk i 1967 og slog dermed den litterære genre fast i Latinamerika.

I dag forbindes Latinamerika med den magiske realismes hjemland, og det var også her de iranske forfattere hentede deres inspiration, da genren for alvor slog igennem i Iran i slutningen af 1980'erne. Parsipur skrev romanen i 1970'erne, men da Kvinder uden Mænd udkom i 1989, var det et af de første iranske værker, hvor genren var utrolig markant og tilstede igennem hele romanen.

Magisk realisme som redskab mod litterær censur

Parsipur gæstede dette års Louisiana Litterature, hvor hun fortalte, at hun i sin skriveproces til Kvinder uden Mænd var inspireret af den traditionelle persiske fortællekultur, hvor magiske historier bliver fortalt igennem generationer.

Iran har stort set haft den ene eller anden form for litterær censur i hele det 20. århundrede (med en kort undtagelse i 1941-53) og har det stadig i dag. Derfor har persiske forfattere anvendt anden form for formsprog, herunder den magiske realisme, som et stilistisk redskab til at skrive det usagte mellem linjerne.

Nogle af de mest anerkendte iranske forfattere, som bruger magisk realisme som redskab mod litterær censur i større eller mindre omfang, er de kvindelige forfattere med Shahrnush Parsipur som frontløberen.  

"Zarrinkolah sprang morgenmaden over, eller i det mindste udsatte hun den. Hun vendte vredt tilbage til værelset, lagde sig på sengen og spredte benene. Så kom kunden. Det var en mand uden hoved. Zarrinkolah turde ikke engang skrige. Kunden uden hoved gjorde sig færdig og gik igen. Siden den dag var alle hendes kunder hovedløse."

Er Kvinder uden Mænd et feministisk værk?

Da Shahrnush Parsipur gæster Louisiana på litteraturfestivalen Louisiana litteraturfestival er det under en samtale med oversætter af Kvinder uden Mænd, Nazila Ghavami Kivi. Parsipur er nu en ældre kvinde, der med al sin visdom, svarer på interviewerens spørgsmål, som en anden kvindelig iransk Yoda.

"Try not. Do. Or do not. There is no try."

Straks bliver man draget af hendes autoritet og svarene bliver, ligesom i hendes litteratur, lagt op til fortolkning. Som for eksempel da hun fortæller, at hun ikke er feminist, og at Kvinder uden Mænd ikke er et feministisk værk, hvilket overrasker publikum. For af mange er romanen blevet fortolket som et feministisk værk. Og derfor har Parsipur også været fængslet flere gange i Iran, fordi værket brød grænserne for den iranske litterære censur.

I dag bor Parsipur i eksil i Californien, og derfor skulle man tro - 30 år efter Kvinder uden Mænd’s udgivelse, at hun godt kunne indrømme, hvis romanen virkelig var tænkt som et feministisk progressivt værk.

Men Parsipur lader Kvinder uden Mænd tale for sig selv, så læseren selv kan læse sine egne tanker og fortolkninger ind i værket, hvilket gør romanen til et kraftfuldt manifest for nogen og til en magisk fortælling for andre.

Kvinder uden Mænd skal læses, fordi det er en sand magisk-realistisk klassiker, som sprænger grænserne for hvad virkeligheden kan rumme, og efterlader læseren med større perspektiver på livet. Romanen indeholder utrolig mange lag, hvilket gør, at den korte roman også har sin berettigelse uden for Iran. Der vil være samfunds- og kulturelle perspektiver, som den danske læser måske ikke vil forstå til fulde, men selve fortællingen er så universel, at den stadig, tredive år efter sin udgivelse, vil berige mennesker  - og nu også på dansk.


Christence Linnea Stubbe Teglbjærg er bachelor i Persisk og kandidat i Kultur og Formidling

Illustration: Eva Kragh Petersen