Respons anbefaler: Gangsteren i skoven, Hasan, Lukas og niqab-kvinderne

Mangler du også lytteguf til ørene og viden til din sammenbrændte sommerhjerne? Frygt ej, hjælpen er nær! Her er Respons’ bud på fire podcasts, du ikke må gå glip af. Hør om bandelederen, der sagde fra. Om drengen, der forsøgte at finde sin plads hos Islamisk Stat. Om niqab-kvinderne, der kæmper for deres rettigheder. Og om alle de følelser, vi alle sammen bærer rundt på.
Af Sara Schou Holm - praktikant og journaliststuderende
24. august 2018

Gangsteren i skoven

Af Third Ear i samarbejde med Politiken

  • Nedim er bandemedlem og har en straffeattest mere pløret til end en 7-årigs bukser efter fodboldkamp i november. Da han sidder i Køge Arrest, hører han pludselig om regeringens nye exitpakke, som skal gøre det nemmere for bandemedlemmer at forlade deres gruppe. Nedim ser exitpakken som det springbræt, han skal bruge for at komme fra den forkerte side af loven og over på den rigtige. Men det er svært at springe højt, når hele ens verden vil gøre alt for at holde én nede.

Til dig, der vil overbevises om, at det aldrig er for sent at tage den rigtige beslutning.


Historien om Lukas

Af Third Ear i samarbejde med Politiken. 4 afsnit

  • I 2014 tog Lukas til Syren for at kæmpe for Islamisk Stat. Han blev kun 18 år gammel. Gennem interviews med mennesker, der kendte Lukas, fortæller journalist, Jakob Sheik, Lukas’ udsædvanlige historie. En historie om en ung, dansk dreng med et følsomt sind, som forsøgte at finde sin plads i en verden, der kan være svær at navigere rundt i. Samtidig handler historien i ligeså høj grad om en magtesløs mor, som bare gerne vil have sin søn tilbage.

Til dig, der er klar på en sand podcastklassiker, og som ikke har noget imod, at din makeup kommer til at løbe ned ad kinderne.


Min lille Hassan

Af Hassen Preisler for Radio24syv. 3 sæsoner

  • Gennem 35 programmer taler Hassan Preisler og hans ugentlige gæst om følelser. Store følelser, små følelser. Om at føle sig forkert, for lille og for sårbar. Om at føle for lidt, for meget og alt derimellem. Programmet emmer af ægthed og ærlighed, og man kan næsten ikke undgå at blive klogere på sit eget følelsesliv, mens man reflekterer over Hassans og hans gæsters.

Til dig, der gerne vil blive bedre til at tale om følelser eller blot mangler tankestof, når aftenturen om søerne skal overstås.


Niqab-kvinderne

Af Baglandet på P1

  • Burkaforbuddet er blevet en realitet, og det rammer især muslimske kvinder. Men hvem er kvinderne bag sløret? I podcasten møder vi forskellige kvinder, som, inden loven trådte i kraft, fortæller om den frigørelse og identitet, som niqabben er med til at skabe hos dem. Derudover giver podcasten et indblik i et nyopstået fællesskab, som danner rammerne for en kamp om det frie valg og retten til at vælge selv. 

Til dig, der er nysgerrig omkring, hvilke personlige konsekvenser burkaforbuddet kan få.


Illustration: Leyla Baustista