Respons anbefaler: podcasts om Nedim Yasar, krigen i Syrien og vores helt egen podcast

Kulden har aldrig føltes koldere, mørket har aldrig virket mere sort, og det har aldrig været mere podcast o’clock. Hør om Nedim Yasar, der på tragisk vis blev dræbt, om de mennesker, der vælger at blive i Syrien, og om Respons’ egen nye podcastserie om mennesker fanget i systemet.
Af Sara Schou Holm - praktikant
5. december 2018


Nedims Efterskrift & Politiradio om drabet på Nedim Yasar 
- Af Radio 24syv

I den forrige af Respons’ podcastanbefalinger anbefalede vi at høre Politiradio, hvor Nedim Yasar var en tredjedel af værtstrekløveret. Nu er Nedim død. Formentlig dræbt af den verden, han gennem et exitprogram havde valgt at forlade. I det nyeste afsnit af Politiradio skaber Nedims kollegaer et billede af en lattermild bamsebjørn i et hårdt, tatoveret hylster.

Podcasten Nedims Efterskrift var tiltænkt at skulle fortælle om et usædvanligt liv med en hård barndom, tunge valg, en lykkelig nutid og en lys fremtid. I stedet er podcasten blevet en mindeudseendelse, hvor hovedpersonen selv fortæller om sit liv, få uger inden det blev gjort forbi.

Til dig, der er interesseret i bandemiljøet eller i en personlig historie om en stor personlighed.



Adam Holm i Syrien - Af Adam Holm, P1

Journalisten Adam Holm er rejst til Syriens hovedstad Damaskus for at snakke med nogle af de syrere, som har valgt at blive i deres hjemland, til trods for krig, bomber, ødelæggelser og alt det, som landet ikke plejede at være. Her taler han med en journalist, en aktivist, et kristent overhoved, en soldat og en minister, som alle på den ene eller den anden måde ønsker at gøre en forskel for Syrien.

Til dig, der ønsker at få et større indblik i en krig med mange løse ender.



RESPONS med Klara - Af Klara Nordahl Kollöffel, Respons

Hos Respons er vi selv gået i gang med at lave podcast. I denne podcastserie sætter vi fokus på mennesker, der er klemt i systemet, og mennesker uden rettigheder. Første afsnit handler om mennesker på flugt, retten til beskyttelse, og hvad man som flygtning egentlig skal igennem, når man kommer til Danmark. Andet afsnit handler om traumer og på traumatiske oplevelser, som mange flygtninge kommer til landet med, og hvad den slags oplevelser gør ved mennesker.


Til dig, der vil blive klogere på systemer og mennesker.