Tilbageholdte mennesker dokumenterer nu forholdene på verdens udrejsecentre

Detentionscentre udgør et nøglepunkt i den verdensomspændende og systematiske tilbageholdelse af mennesker på flugt. Her holdes mennesker i fysisk og juridisk afsondring. En af dem er Behrouz Boochani, som gennem film og bog har dokumenteret forholdene i det australske detentionscenter på Manus Island.
Af Sigrid Corry
15. november 2019
“Et bur. Høje vægge. Ståltrådshegn. Elektriske døre. Overvågningskameraer (…) Efter få minutter tog de os til et lille bur. Nu er det snart to timer siden de bragte os her. Timerne har været virkelig svære. Det er hårdt at være indespærret...at være låst inde i et bur.”

Den kurdiske aktivist og forfatter Behrouz Boochani har skildret virkeligheden på det Australske detentionscenter på Manus Island i Papua New Guinea på både film og bog. Han har selv været tilbageholdt på centret i seks år.

Detentionscentre fungerer lidt som fængsler. Her tilbageholdes de “illegale” tilkommende - dem uden de rigtige papirer eller dem, der afventer deportation. Nogle steder er tilbageholdelsen udefineret. Det vil sige, at man kan blive holdt i en ubegrænset varetægt, uden for normale juridiske ordener, indtil ens sag er behandlet.

Centrene ligger ofte væk fra fastlandet, hvorfra de har fået betegnelsen eksil-øer.  På Manus og Nauru ligger Australiens detentionscentre, på Lampedusa ligger Grækenlands. På Mayotte, Frankrigs. På Kanarieøerne, Spaniens. På Guantanamo, Guam og Tinian, USA’s.

kort over detentionscentre

Kilde: A. Mountz, Political Geography 30 (2011) 118-128

Eksil-øer findes altså. Og det er livet på disse øer, der i stigende grad dokumenteres af de indsatte selv.

Tid der står stille

Sætning for sætning over beskedtjenesten WhatsApp skrev Behrouz Boochan, i tiden for sit ophold på detentionscentret på Manus, bogen ‘No Friend but the Mountains’ (2018):

“Et bur. Høje vægge. Ståltrådshegn. Elektriske døre. Overvågningskameraer.  Et bur - høje vægge - ståltrådshegn - elektriske døre - overvågningskameraer. Overvågningskameraer iagttager 20 individer. Mænd i uformeligt tøj. Mænd med løstsiddende klæder hængende fra deres kroppe. Tidligt om morgenen, klokken seks, kom der vagter ind som gæld-indsamlere og hev os ud af sengene. Efter få minutter tog de os til et lille bur. Nu er det snart to timer siden de bragte os her. Timerne har været virkelig svære. Det er hårdt at være indespærret...at være låst inde i et bur”.

Hans film ‘Chauka, Please tell us the time’ (2017) er lavet på Manus med optagelser fra en indsmuglet smartphone. Filmen viser, hvordan tortur og ydmygelser udgør en systematisk del af Australiens ‘Pacific Solution’ (‘Stillehavsløsning’).

Chauka er en fugl, der hører hjemme på øen Manus i Stillehavet og er et symbol på de indfødtes tilknytning til øen. Chaukaen pryder det lokale flag. Dens daglige kald ved daggry skiller nat fra dag. Men ‘Chauka’ er også navnet på det berygtede lukkede fængsel, som udgør en del af Manus’ detentionscenter. Trods fuglens markeringer er det et sted, hvor tiden står stille, og hvor det udefinerede og uendelige råder.

Moderne former for kolonialisme

Med sammenligningen mellem de tilbageholdte asylansøgere og slave-gjorte mennesker, lægger Boochani i sine værker fokus på, hvordan kolonial magtudøvelse fortsættes i nutidens grænsezoner gennem nutidens eksil-politik: frihedsberøvelse, udnyttelse og umenneskeliggørelse foregår på systematisk vis i verdens asyllejre og detentionscentre.

Han har skrevet om sine med-fanger i Australiens detentionscenter på Manus Island i Stillehavet:

“De er mennesker, hvis kroppe og sjæle er blevet gjort til politiske objekter i årevis, og udnyttet for magt. De er mennesker, som har mistet alt som følge af en eksil-politik. De er mennesker, der er blevet nedslidte og hvis menneskelige identitet er blevet reduceret til noget, der ligner en slave.”


Ubegrænset detention ses ofte som en undtagelse anvendt i nødstilstande. Men eksil er, ifølge Boochani, blevet en systematisk del af nutidens grænseregimer. I sine værker viser han, hvordan asylansøgere ikke bare bliver underlagt geografisk isolation, men lever i en permanent juridisk undtagelsestilstand uden rettigheder.

Med eksporteringen af mennesker til fjerne eller øde øer opstår der problematikker, der, ifølge Boochani, har et klart ekko af kolonitiden. Taktikken med ø-fængsler blev netop udviklet under kolonitiden. Eksempelvis oprettede Frankrig straffekolonier på Stillehavets New Caledonia øer og Fransk Guyana, mens Australien blev til en britisk straffekoloni og en destination for irske straffefanger. Australien var dermed selv oprindeligt set som en øde ø, hvortil datidens kriminelle kunne eksporteres. Danmark sendte i 1600 tallet straffefanger til en af de Danske kolonier i Vestindien, Skt.Thomas, under tilsvarende slavelignende forhold.

Selv uden Lindholm har også Danmark eksil-øer

Den tidligere regerings forslag om, at den ubeboede ø Lindholm skulle bruges til internering af asylansøgere på tålt ophold, er blevet sløjfet af den nye regering.

Alligevel er de koloniale logikker og eskil-øer, set i Boochanis perspektiv, ikke noget Danmark kan se sig bort fra.

I det lukkede fængsel Ellebæk tilbageholdes asylansøgere, der ikke samarbejder med kriminalforsorgen eller mistænkes for at ville gå under jorden. I deportationscentrene, Sjælsmark og Kærshovedgård, rapporteres det, at afviste asylansøgere tilsvarende holdes under fængsels-lignende forhold.

Her behandles folk som kriminelle, mener Stanley Edward, der tidligere har været holdt på Sjælsmark.

Centeret er drevet af kriminalforsorgen, og den eneste forskel er, ifølge Edward, at man i et rigtigt fængsel har mulighed for at afsone sin straf. Afviste asylansøgere, der ikke kan tvangsdeporteres, og som ikke selv kan rejse tilbage i frygt for at blive forfulgt eller dræbt, eller fordi deres land nægter at tage tilbage, kan i princippet forblive holdt på centeret for evigt i en rettighedsløs tilstand.

I stedet for Lindholm drøfter den nye regering planer om et deportationscenter uden for EU’s grænser. Ideen ligger i tråd med den systematiske isolering af mennesker dømt ‘illegale’ i utilgængelige, afskårede steder i og uden for Danmark.


Boochani er i går, 14. november 2019, blevet frigjort fra Manus Island.