Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i hidsig kamp om at være de mest ekstreme

Dansk Folkepartis påstand om paradigmeskifte er ikke andet end gammel vin på nye flasker og kan bedst fortolkes som Dansk Folkepartis desperate forsøg på at stadfæste sig selv som det eneste rigtige ydrehøjre parti i Danmark.
Af Saeid Imani Lasaki - Kandidat i Matematik og Statskundskab
4. september 2018
Det er blevet tid til finanslovsforhandlinger og Dansk Folkeparti har meldt sig på banen med et antal forslag til stramninger på udlændingepolitikken. Partiet påstår, at vedtagelsen af forslagene vil medføre et paradigmeskifte. Vi har nærstuderet, om der er et paradigmeskifte på vej, og i så fald, hvor i består det?

Er man ny i dansk politiks historie kunne man fristes til at tro, at påstanden om paradigmeskiftet er med udgangspunkt i forhandlingstaktikken - altså det at forslag på udlændingeområdet tages med til forhandlingsbordet om finansloven. For hvad har de to ting, finanslov og udlændingepolitik, egentligt at gøre med hinanden?

Kendsgerningen er dog, at der ikke er tale om et paradigmeskifte i selve forhandlingstaktikken. Her i landet er vi vant til, at enhver borgerlig finanslov er et produkt af Dansk Folkepartis pressionspolitik og Venstres opportunisme. Dette har været en altafgørende præmis for, at Venstre siden 2000 har kunnet gennemføre skattelettelser og nedskæringer i velfærden, mens Dansk Folkeparti har fået radikale stramninger af udlændingepolitikken.

Denne poltiske kultur kompromitterer demokratiet, og det har Lars Løkke da også givet indrømmelser på, bl.a. da han sidste år udtalte, at økonomiske forhandlinger var gået i stå pga. uenigheder på udlændingeområdet på trods af, at »de to ting jo ikke synes at have så meget med hinanden at gøre«.


Folketingsvalget står lige rundt om hjørnet, og Dansk Folkeparti ønsker én gang for alle at svare Nye Borgerlige igen ved at gennemføre usete radikale stramninger på udlændingeområdet.

- Saeid Imani Lasaki
Det tragiironiske ved Lars Løkkes kommentar er selvfølgelig det faktum, at han er medstifter af kompromiset og bærer hovedansvaret for at kompromiset er så dybt institutionaliseret i borgerlig politikførelse, at ingen længere synes at stille sig kritisk eller spørgende over for det.

Hvis ikke i forhandlingstaktikken, hvor i består så kernen i påstanden om paradigmeskifte?

Spørger man Dansk Folkeparti er svaret simpelt: paradigmeskiftet består i selve forslagene. Martin Henriksen (DF) opremser sit partis forslag som følgende:

”Flygtninge skal sendes hjem og ikke integreres. Det gælder blandt andet syrere med midlertidig beskyttelsesstatus. Og så går vi efter et loft på familiesammenføringsområdet."

Er der tale om et paradigmeskifte – altså en revolutionerende ændring af de grundlæggende antagelser og principper – hvis ovenstående vedtages?

Selv om Danske Folkepartis forslag vækker harme hos enhver med en anelse humanistisk integritet, så der er intet nyt under solen. Dansk Folkeparti har været garant for inhumane og disintegrerende forslag og udtalelser siden grundlæggelsen i midt halvfemserne.

Jens Peter Frølund Thomsen, lektor fra Aarhus Universitet, kan heller ikke skue et paradigmeskifte:



”Et paradigmeskifte må man forstå som et radikalt kursskifte, og selvom vi har en stram udlændingepolitik, der til stadighed bliver strammere, så har der ikke været tale om et paradigmeskifte under den siddende regering."

Konkurrence fra højre

Hvorfor Dansk Folkeparti har en interesse i at fremstille sine forslag som et paradigmeskifte, skal findes på den politiske ydre højrefløj – til højre for Dansk Folkeparti. 

Dansk Folkeparti har i de sidste to årtier været den ubetingede monark på ydre højrefløj, men nu øjner partiet konkurrence fra højre.

Nye Borgerlige har siden partigrundlæggelsen klandret Dansk Folkeparti for ikke at føre tilstrækkelig stram udlændingepolitik. Ny Borgerlige er et tårn i øjet på hovedledelsen i Dansk Folkeparti, og det er ikke ubegrundet: meningsmålinger viser, at den største vælgervandring siden valget i 2015 er fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige.

Folketingsvalget står lige rundt om hjørnet, og Dansk Folkeparti ønsker én gang for alle at svare Nye Borgerlige igen ved at gennemføre usete radikale stramninger på udlændingeområdet.

Men Dansk Folkepartis evige udfordring er de internationale menneskerettighedskonventioner – en streg, som Venstre trods alt stadig ikke vil krydse.

Påstanden om paradigmeskifte er ikke andet end gammel vin på nye flasker og kan bedst fortolkes som Dansk Folkepartis desperate forsøg på at stadfæste sig selv som det eneste rigtige ydrehøjre parti i Danmark. En påstand, som partiet vil forsøge at underbygge gennem yderligere disintegrerende lovforslag og stramninger.