Derfor skal vi takke Rasmus Paludan

KRONIK: Rasmus Paludan er en hadefuld og racistisk demagog, men har alligevel været en gave for vores demokrati. Helt ubevidst og imod egne intentioner har han været en øjenåbner for politikere og medier, samt givet etniske minoritetsborgere det sidste skub mod stemmeurnerne.
Af Saeid Imani Lasaki
12. juni 2019

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, og Rasmus Paludans opstilling til Folketingsvalget var godt for hele tre ting.

Politikere: Der er en nedre grænse

I det seneste årti er de politiske partier, særligt dem på venstrefløjen, blevet tvunget til at forholde sig til en såkaldt øvre grænse i udlændinge- og integrationsdebatten. Det har hovedsageligt udmøntet sig ved diskussioner om hvem og hvor mange flygtninge og immigranter Danmark kan tage i mod.

Da Rasmus Paludan tiltrådte som partiformand og proklamerede sine visioner om en etnisk udrensning af danske muslimer, vendte han hele diskussionen på hovedet. Nu var partierne, særligt de borgerlige, nødt til at forholde sig til en nedre grænse i udlændinge- og integrationsdebatten. Det har hovedsageligt udmøntet sig ved diskussioner om hvem og hvor mange flygtninge og immigranter og danskere med anden herkomst end dansk, Danmark kan sende ud af Danmark.

I den forbindelse gjorde den nu afgåede statsminister Lars Løkke Rasmussen det klart, allerede fra valgkampens første partilederrunde, at der findes en nedre grænse, og at Stram Kurs er et yderligtgående parti, som han ikke ville samarbejde med: “Jeg kommer aldrig nogensinde til at bygge et regeringsprojekt på synspunkter, der handler om, at vi skal gå op imod Grundloven og forbyde religionsfrihed.”

Liberal Alliance og Konservativ Folkeparti fulgte ved samme lejlighed trop med afstandtagen fra og kritik af Paludan, som blev betegnet som hadprædikant. Og helt uden fortilfælde, var det nu de borgerlige partier, der huskede seerne på, at der også findes fornuftige minoritetsdanskere, der gavner det danske samfund.

Medierne tvunget til at syne værktøjskassen

En opgørelse præsenteret i P1 programmet ’Mennesker og medier’ viser, at Ramus Paludan er den politiker, der har fået tredje-mest omtale i medierne under valgkampen, kun overgået af de to statsministerkandidater, Mette Frederiksen og Lars Løkke. Denne overeksponering af Paludan er ikke foregået på journalisternes præmisser, tværtimod.

Kort efter at Stram Kurs blev opstillingsparat gæstede Paludan radioprogrammet P1-Debat. Værten fulgte en vejledning fra DR-ledelsen og refererede til Paludan, som ’Racismedømt partileder’. Det var en eskalering af den tidligere betegnelse ’islamkritiker’. Ramus Paludan var dog ikke just behaget af at blive kaldt racismedømt, for, som han gentagende fik sagt, havde han anket den racismedom, han havde fået for at udtale, at ”de fleste negere i Sydafrika ikke er begavede nok til at kunne se, hvordan tingene rent faktisk forholder sig.”

Ugen efter var Rasmus Paludan tilbage i P1-Debat, hos samme vært, men nu var han igen neutraliseret til at være ’islamkritiker og partistifter’. Det havde tilsyneladende givet gevinst at protestere.

Det var ikke sidste gang Rasmus Paludan trumfede de regulære normer i medierne. Mimi Jakobsen blev personligt angrebet og kaldt nazisvin i DR1’s Aftenshowet. Det skete mens værterne mundlamme så til og fortsatte indslaget, hvor Rasmus Paludan, i stedet for at blive smidt ud eller i mindste fald udfordret og taget afstand fra, blev inviteret til Aftenshowets næste indslag; parti-quizzen.

Under DR1’s Debatten råber Paludan om debattøren Nima Zamani, at Nima er indvandrer og derfor hader Danmark. Værten Clement Kjersgaard, som må regnes for en af de mest kompetente inden for branchen, anfægter ikke personangrebet på sin gæst. I stedet vender Clement sig desperat mod Nima og spørger, hvad han synes om Paludans kommentar. Et spørgsmål, som Nima helt berettiget nægter at svare på. Og så fortsætter Debatten, som om intet er hændt.

Ovenstående og utallige andre tilfælde har været en øjenåbner for medierne. Medierne har indset, at deres nuværende værktøjskasse ikke kan håndtere en fremtordnende demagog som Paludan.

”Fænomenet Rasmus Paludan har totalt taget fusen på os journalister og de etablerede medier. […] Han smadrede journalisternes traditionelle værktøjskasse,” udtalte Reimer Bo Christensen, rådgiver og formand for Publicistklubben.

Heldigt for medierne klarede Paludan ikke spærregrænsen på to procent ved Folketingsvalget. Hvis det var sket, havde medierne stået over for et alvorligt forklaringsproblem. For hvis Paludan var valgt ind, ville det være helt legitimt at klandre mediernes overeksponering og fejlslåede metodikker for at bane partiets vej til Folketinget.

Når støvet fra valgkampen har lagt sig, er det for alvor tid til selvransagelse og kalibrering af de journalistiske værktøjer. Dette gav Morten Langager, direktør for Danske Medier også udtryk for, da han gæstede Mennesker og Medier.  

Medierne står nu overfor en vigtigt opgave, hvor de skal syne værktøjskassen og – tilnærmelsesvis som politikerne – fastslå en slags nedre grænse og derved gør op med sig selv, hvornår er det okay at sige fra.

Paludan skal takkes for at minde medierne om, at mikrofonen ikke skal være megafon for cirkusagtige folkeforførere, men at den skal være journalistens vigtigste kampvåben – og om nødvendigt et frygtindgydende sværd.   

Etniske minoritetsborgere får sidste skub mod stemmeurnerne

Ved Folketingsvalget i 2015 var der ca. 30 procentpoints forskel mellem valgdeltagelse af etniske danskere (87 procent) og etniske minoritetsborgere fra ikke-vestlige lande (58,6 procent). Der er flere bud på afvigelsesforklaringer: En af dem er, at der er en manglende tillid til samfundsinstitutionerne blandt minoritetsetniske borgere, som kan medføre, at de ikke føler, at det gør en forskel at stemme.

Denne forskel i stemmeprocent forduftede samtidig med, at Rasmus Paludan blev erklæret opstillingsparat.

f

Kilde: DR

Valgdeltagelsen for etniske minoriteter ved Folketingsvalget 2019 er endnu ikke opgjort, men indikatorer peger på, at mange flere har stemt end tidligere. Valgstederne i Vollsmose i Odense, Tingbjerg i København og Gellerupparken i Århus har oplevet større valgdeltagelse i år end ved valget i 2015. Dette på trods af den samlede valgdeltagelse er faldet med 1 procent.

Rasmus Paludan talte et sprog, som ikke var til at tage fejl af; muslimer skal smides ud af Danmark.

Og det er vel ikke så svært at forestille sig, at det budskab, medfulgt af koranafbrændinger, er langt mere nærværende og skræmmende for danske muslimer, end når Dansk Folkeparti snakker om deres politikker ved at pakke det ind i fremmedord som ’paradigmeskifte’.

Meldingen fra almene boligområder er, at flere har valgt at stemme, fordi de har været nervøse for, at Rasmus Paludan ville få indflydelse.

”De har været bekymret for, hvad der kommer til at ske for dem selv og deres børn. De har tænkt, at det er for alvorligt til at lave være med at stemme”, siger Rabi Azad-Ahmad, der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Århus Kommune (R) og valgstyreformand i Gellerup.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg/markant-flere-stemte-i-nogle-af-landets-stoerste-ghettoer

Også på de sociale medier kan man se, at Rasmus Paludan er blevet brugt til at mobilisere en modbevægelse. Facebookgruppen "Muslimer til stemmeboksene 2019," har mere end 25.000 medlemmer, og her er der flittigt blev debatteret, hvorfor det netop nu er vigtigere end nogensinde før at stemme: ”Yalla! Stem eller bliv stemt hjem,” er en klar reference til Rasmus Paludan.


Dette er et debatindlæg og derfor et udtryk for skribentens egen holdning.

Illustration: Eva Kragh Petersen