Det var ikke Nørrebro, der banede vej for Stram Kurs: Det var medierne og politikerne

Ligesom konfrontationerne på Nørrebro den 14. april bør også den stigende tilslutnig til Paludan og Stram Kurs ses i en større sammenhæng og som udtryk for en bredere tendens, der kommer reaktioner på.
Af Saeid Imani Lasaki og Marie Hedegaard Jørgensen
6. maj 2019

Stram Kurs er opstillingsparat til kommende Folketingsvalg, og mange har i den forbindelse udpeget optøjerne på Nørrebro som årsagen. Men det er en påstand, der ikke holder stik.

Det kræver ca 20.000 vælgererklæringer at blive opstillingsparat. Stram Kurs havde inden optøjerne samlet over 5.000 vælgererklæringer, og antallet var konstant stigende. Dertil virker det absurd at påstå, at 23 personer, der brænder containere af og kommer i karambolage med politiet, skulle bidrage til en moralsk accept af etnisk udrensning fra den ene dag til den anden.

Vi betvivler ikke, at optøjerne har været med til at skabe yderligere medvind for Stram Kurs, men vi mener, at selv denne medvind skal ses i lyset af mediernes og politikernes håndtering og fremstilling af episoden.

Et isoleret fokus på Nørrebro-optøjerne fjerner opmærksomheden fra mediernes ansvar men også fra det politiske landskab, der har været med til at gøde jorden for Paludan og partiets succes. Ligesom konfrontationerne på Nørrebro den 14. april bør nemlig også den stigende tilslutnig til Paludan og Stram Kurs ses i en større sammenhæng og som udtryk for en bredere tendens, der kommer reaktioner på.

En fortsættelse af politikernes dæmonisering og racistiske lovpakker

Paludan henter ikke sin legitimitet blandt 23 bøller på Nørrebro. Han henter sin legitimitet i den eksisterende politiske diskurs og virkelighed, som hans politik skal ses som en videreførsel af.

Rasmus Paludans retorik, som personer på tværs af stort set hele det politiske spektrum forarges over i disse dage, er på flere områder nærmest identisk med Venstres Inger Støjberg, der tidligere har udtalt om “radikale muslimer”, at “de skal fise hjem til de taberlande, de kommer fra”. 

I samme forbindelse udtalte Martin Henriksen (DF) om muslimske mænd, at Danmark “vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse".

Seneste skud fra stammen er Nye Borgerlige, der støtter forslaget om at skyde efter migranter på middelhavet: »Hvis skarpe skud er det eneste, de forstår, så er det det, der skal til« fremgik det af en af deres kandidaters facebook-opslag.

Fælles for disse personer og flere af deres partifæller er samtidig, at de gentagne gange har fremstillet Islam som alene årsag til kriminalitet, voldtægter og mord og således sat landets muslimer i samme forbindelse.


Læs også: Når jeg tænker på Inger Støjberg, tænker jeg andenrangsborgerskab


Samtidig husker vi episoden i Folketinget, hvor forkvinden Pia Kjærsgaard lukkede munden på Pelle Dragsted (Ø), der kaldte Kenneth Christensen Berths (DF) udtalelser om muslimer, for det de var: racistiske. Racismen er længe blevet enten forsvaret eller negligeret fra de højeste lag.

Hvad der er mere alvorligt og mærkbart end diskursen er det, der lovgives om. En del af de over 100 stramninger, som Inger Støjberg og company bryster sig af at have udført på udlændinge og integrationsområdet er ikke langt fra Stram Kurs’ visioner, der blot er videreudvikling af sensationelle og diskriminatoriske lovgivninger som burkaforbud, ghettopakker og Lindholm.

Og ikke nok med, at politikerne med deres sigen og gøren normaliserer og legitimerer Stram Kurs, så er de også med til at skabe en efterspørgsel efter et sådant parti. Når politikerne gentagne gange har givet udtryk for de internationale konventioner som en forhindring for gennemførslen af deres politik, skaber de en efterspørgsel efter et parti som Stram Kurs, der går ind for Danmarks fratrædelse af disse. Det er ikke mærkeligt, at nogle borgere fascineres af et sådant handlekraftigt parti, som tør fikse dét, der af en bred vifte af partier anses som et problem.


Læs også: Racismen i Danmark er bare strukturel - den er lovfæstet

Var Hitler jødedomskritiker?

Medierne bærer også en stor del af ansvaret for Stram Kurs’ succes. Det skyldes hovedsageligt to ting.

For det første, at medierne  længe har omtalt Paludan som Islamkritiker, hvilket er med til at legitimere ham og berettige hans politiske virke. At kritisere er ikke at dæmonisere, generalisere og opfordre til deportation af muslimer. Det svarer til at kalde Hitler for jødedomskritiker. For nogen lyder det måske som en overdrivelse. Men selvsamme personer må stille sig selv det hypotetiske spørgsmål, hvad der vil ske hvis Stram Kurs fik 90 mandater ved kommende valg.

At kalde Rasmus Paludan for Islamkritiker har samtidig gjort, at fokus i hele debatten omkring hans ret til at demonstrere, er blevet flyttet fra mindretalsbeskyttelse som en forudsætning for demokratiet til et forsvar for ytringsfriheden. Sidste burde slet ikke være det centrale i denne debat, da ytringsfrihed aldrig har handlet om retten til nedværdigelse af en minoritet men om at kunne kritisere magthaverne. Adskillige afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen har underkendt ytringsfrihed som argument for at tillade islamofobi. Og vil man forsvare demokratiet, som fortalerne for Paludans ret til at demonstrere har været optaget af, bør man have denne skelnen for øje.

Det andet punkt drejer sig om journalisternes mikrofonholderi og deres manglende redskaber til at håndtere fænomener som Paludan. Når det førende ideal i journalistverdenen er objektivitet og at en neutral position således tilstræbes i alle situationer, så bliver man vidne til, at etnisk udrensning bliver debatteret på linje med og i samme toneleje som affaldssortering. Problemet er, at det gør blind for andre kriterier - som for eksempel mindretalsbeskyttelse - der også er afgørende for en velfungerende demokratisk samtale, som det er mediernes rolle at facilitere og skabe fundament for i et demokrati.


Politiske partier opstår ikke i vacuum. Heller ikke, hvis der tilføjes bål og brand. Nye politiske partier kommer til i kontinuitet af eksisterende partier og politisk dagsorden og diskurs. Stram kurs er blevet til, fordi politikere og medier konsekvent og utvetydigt har problematiseret en befolkningsgruppe i snart to årtier.


Illustration: Eva Kragh Petersen