Marronage: Deportationslejre og ghettopakke beviser netop, at Mette Frederiksen er racist

DEBAT: Det var ikke upræcist, da Jonas Eika anklagede statsministeren for statsracisme. Talen er tværtimod en god anledning til at uddybe, hvorfor ghettolovningen og deportationslejre er eksempler på, at Danmark er en racistisk nationalstat.
Af Mikas Lang og Laura Na Blankholm
7. november 2019

Det er næppe gået nogens næse forbi, at forfatteren Jonas Eika revsede regeringen i sin takketale, da han i sidste uge modtog Nordisk Råds litteraturpris.

Eikas tale var et tiltrængt opråb. En intervention, der konstaterede det åbenlyse, men usagte, at (også) Mette Frederiksen er racist, at regeringens politikker er racistiske.

I Information kunne man læse en leder af Lone Nikolajsen, hvori hun blandt andet kritiserer Eikas brug af betegnelsen statsracisme om regeringens politik. Nikolajsen skriver:

“Hvis man vil gøre noget ved den systematiske diskrimination, skal man også adressere den præcist. Og systematisk diskrimination er ikke ensbetydende med statsracisme.”

Men når staten systematisk diskriminerer på baggrund af et kriterium om ikke-vestlig afstamning, som tilfældet er med ghettopakken, findes der ikke en mere præcis betegnelse.

Politikken bliver ikke mindre racistisk, fordi man skifter race ud med etnicitet eller kultur.

- Forfatter Mikas Lang og journalist Laura Na

I det meste af kritikken af Eikas kritik ses desuden stort på de mange familier, der tvangsflyttes til et ukendt sted, fordi deres boliger skal sælges eller rives ned; på de mange familier, hvor staten blander sig i børnenes opdragelse og skærer i  børnepengene, hvis ikke de 1-årige børn deltager i obligatoriske læringstilbud om jul og påske. Tilsvarende forholder de færreste sig til substansen i kritikken af lejrsystemet.

Racismekortet i Danmark

Debatten om racisme i Danmark følger en dræbende kedelig drejebog, hvor man angiveligt trækker racismekortet, når man ikke har noget substantielt at sige. For er racisme i virkeligheden ikke noget med Nazityskland, Sydafrikas apartheid og raceadskillelsen i USA’s sydstater? Jo, men ikke udelukkende.

I Danmark er diskrimination og racisme også baseret på modstand mod kulturel forskellighed. Derfor skal muslimer spise frikadeller, hvis de ikke vil være en trussel mod “vores” demokrati og sammenhængskraft.

Der er selvfølgelig ikke meget biologisk racelære over ghettoplanen. Løkke og Støjberg var trods alt ikke ude og måle kranier, da de indtog Mjølnerparken 1. marts 2018. Men politikken bliver ikke mindre racistisk, fordi man skifter race ud med etnicitet eller kultur.

Det er racisme, når det er sværere at få et job, hvis man hedder Hassan i stedet for Hans. Det er racisme, når muslimske kvinder ikke må gå klædt, som de vil.

- Forfatter Mikas Lang og journalist Laura Na

Racisme eksisterer ikke på grund af forskellige racer, men racer og idéen om, at nogen står over andre, findes på grund af racisme. Derfor kunne man ifølge kolonialismens logik udbytte, udrense og frarøve mennesker deres land. Derfor kan man internere børnefamilier, der er flygtet fra krig, ved siden af militære øvelsesterræner.

Det er racisme, når det er sværere at få et job, hvis man hedder Hassan i stedet for Hans. Det er racisme, når muslimske kvinder ikke må gå klædt, som de vil. Og det er racisme, når politik, der bliver ført mod ikke-vestlige indvandrere og efterkommere og begrundes med flygtige fornemmelser om sikkerhed og tryghed, føres på et falsk grundlag.

Mens unge med ikke-vestlig baggrund i lige så høj grad er i uddannelse som jævnaldrende unge med dansk baggrund, skal de tvangsflyttes for at integreres i det danske samfund. Mens kriminaliteten er faldende, skal de samme unge straffes dobbelt så hårdt for at begå kriminalitet i de udsatte boligområder.

Den hvide danske majoritets såkaldte krænkelsesparathed over for folk, der udpeger racisme, er det, der afsporer debatten. Og hvis vi ikke må pege på racismen, er det umuligt at bekæmpe den.

- Forfatter Mikas Lang og journalist Laura Na

Kriminaliseringen og indespærringen af afviste asylansøgere i kummerlige deportationslejre ligner også forskelsbehandling for forskelsbehandlingens skyld. De “motivationsfremmende” foranstaltninger, der blandt andet betyder manglende adgang til lægehjælp, privatliv, nærende mad, uddannelse og arbejde, har ikke fået flere til at rejse tilbage til deres oprindelsesland. Og der er vel ingen, der for alvor tror på, de gør det.

Den hvide majoritets krænkelsesparathed

Politikkerne bunder i et racistisk verdenssyn, hvor hvide danskere er mere lige end andre mennesker. De har mere ret til rettigheder, frihed og til at leve et godt og værdigt liv.

Jonas Eika fik en prominent scene for sin fantastiske tale. Men vi er mange, der kæmper imod statens politikker. Vi er mange, der er enige i, at statens forskelsbehandling, der er baseret på afstamning, og som er implementeret gennem lovgivning, er diskriminerende og racistisk.

Vi samler penge ind til mad til folk i Sjælsmark.

Vi står i lufthavnen, når mennesker bliver udvist til krig, forfølgelse og tortur.

Vi står sammen med de beboere fra blandt andet Mjølnerparken og Gellerup, der nægter at flytte frivilligt, fordi deres boliger er blevet privatiseret.

Den hvide danske majoritets såkaldte krænkelsesparathed over for folk, der udpeger racisme, er det, der afsporer debatten. Og hvis vi ikke må pege på racismen, er det umuligt at bekæmpe den.

Mikas Lang er forfatter og Laura Na Blankholm er journalist. Begge er med i det feministiske, dekoloniale kollektiv Marronage.

Illustration: Eva Kragh Petersen