Siger du finanslov, skal du også sige udlændingestramninger – men hvorfor?

Sammenhængen mellem finanslov og udlændingestramninger bunder i en lokumspagt mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som sikrer overlevelse for en borgerlig regering i et land uden et borgerligt flertal.
Af Saeid Imani Lasaki
21. februar 2019

Det lyder måske bizart, men i et borgerligt regeret Danmark hænger finanslov og udlændingestramninger altid sammen, og de er gensidigt afhængige.

På Folketingets hjemmeside kan man om Grundlovens paragraf 45, Finansloven læse: ”En finanslov er et budget over statens indtægter og udgifter. Finansloven bestemmer, hvor mange penge staten må bruge.”

Finansloven anses, med rette, som ’årets vigtigste lov’ fordi Finansloven handler om, hvilke områder, der skal have penge – og hvor mange de skal have. Skal der bygges nye skoler, nye sygehuse eller nye vindmøller? Skal der indføres skattelettelser for at tiltrække udenlandske investorer eller skatteforhøjelser, så vi får et mere ligeligt samfund og stærkere velfærd? Det er altså store spørgsmål og tunge forhandlinger, der er forbundet med en finanslov. 

Udlændingeområdet er det uundgåelige tema

Der er dog et tema, der fylder mere end andre ved finanslovsforhandlingerne. Navnelig udlændingeområdet. Og mere konkret stramninger på udlændingeområdet. Her skal det understreges, at det ikke er de økonomiske stramninger, der er sagens kerne, men politiske stramninger. Det vil sige områder, der ikke nødvendigvis har en effekt på finansloven og dermed på statens budgetter. Alligevel er stramninger på udlændingeområdet blevet en uundgåelig del af finanslovforhandlinger - særligt under den nuværende borgerlige regering.

Overskrifter om de sidste års finanslove tegner et tydeligt billede:  

Finansloven 2016: ”Der indføres en "fast" udlændingepolitik, hvor flere omfattes af den nye integrationsydelse.”

Finansloven 2017: ”Det betyder finansloven for dig: Billigere biler, flere betjente og nye udlændingestramninger”

Finansloven 2018: ”Dansk Folkeparti kræver fortsat håndfaste stramninger på udlændingeområdet som modydelse for at lægge stemmer til skattereformen.” 

Finansloven 2019: ”Den nye aftale indeholder Dansk Folkepartis såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken.”  

Skattelettelser for stramninger på udlændingeområdet

Men hvad har de to ting, finanslov og udlændingepolitik, egentligt at gøre med hinanden? 

Her i landet er vi vant til, at enhver borgerlig finanslov er et produkt af Dansk Folkepartis pressionspolitik og Venstres opportunisme. Dette har været en altafgørende præmis for, at Venstre siden 2000 har kunnet gennemføre skattelettelser og nedskæringer i velfærden, mens Dansk Folkeparti har fået radikale stramninger af udlændingepolitikken. 

Denne politiske kultur kompromitterer demokratiet, og det har Lars Løkke da også givet indrømmelser på, blandt andet da han sidste år udtalte, at økonomiske forhandlinger var gået i stå på grund af uenigheder på udlændingeområdet på trods af, at »de to ting jo ikke synes at have så meget med hinanden at gøre«

Det tragiironiske ved Lars Løkkes kommentar er selvfølgelig det faktum, at han er medstifter af kompromiset og bærer hovedansvaret for, at kompromiset er så dybt institutionaliseret i borgerlig politikførelse, at ingen længere synes at stille sig kritisk eller spørgende over for det. 

En lokumspagt, der sikrer overlevelse

Dette kompromis er ikke bare belejligt for begge parter - det er overlevelsesnødvendigt. Det er vigtigt at forstå, at Dansk Folkeparti - på trods af trofast loyalitet over for Venstre og Konservative - ikke er et borgerligt parti. Og det vil ikke være en overdrivelse at sige, at Dansk Folkeparti er og har altid været et nationalkonservativt fragment af Socialdemokratiet. Et ikke-elitært repræsentant for den danske under-middelklasse.

Et sådan parti har kun én overlevelsesstrategi, når det befinder sig i den borgerlige lejr: At give skattelettelser til fordel for stramninger på udlændingeområdet. 

Stramninger får meget mere rampelys end skattelettelserne og for den sags skyld de øvrige borgerlige prioriteter som billigere privatfly og lystbåde, der kun gavner  overklassen. Det er heldigt for partiet, men uheldigt for den gængse DF-vælger, der rammes af de velfærdssvækkelser, som følge af disse prioriteter. 

Og herefter kører det hele i ring: Under-middelklassen presses yderligere, mens Dansk Folkeparti fortsat kan pege på flygtninge og indvandrere som evige syndebukke, indtil det atter bliver tid til nye finanslovsforhandlinger.